XLVII.
VÄRMLAND OG DALSLAND.
Onsdag 5. Oktober.
Næste Dag, da Vildgæssene holdt Hvil, og Akka gik og græssede lidt borte fra de andre, tog Niels Holgersen Tiden i Agt og spurgte hende, om det var sandt, hvad Bataki havde sagt, og Akka kunde ikke nægte det. Da tog Drengen det Løfte af Førergaasen, at hun ikke skulde røbe Hemmeligheden for Morten Gase. For den store, hvide var saa tapper og højmodig, at Drengen var bange for, der kunde komme en Ulykke ud af det, hvis han fik Nissens Betingelse at vide.
Nu sad Drengen trist og tavs paa Gasens Ryg, hang med Hovedet og brød sig ikke om at se sig om. Han hørte Vildgæssene raabe til Ungerne, at nu fløj de ind i Dalarna, og nu kunde de se Städjan oppe mod Nord, og nu fløj de over Østerdalelven, og nu var de ved Hormundsøen, og nu havde de Vesterdalelvens Dalføre under sig, men han gad ikke se paa noget af det. „Jeg kommer jo sagtens til at rejse om med Vildgæssene hele mit Liv,” tænkte han, „saa jeg faar mere end nok at se af dette Land.”
Det opmuntrede ham ikke, at Vildgæssene raabte, at nu var de kommen ind i Värmland, og at den Elv, de fulgte sydpaa, var Klarelven. „Jeg har allerede set saa mange Elve,” tænkte han. „Jeg behøver ikke at gøre mig den Ulejlighed at se paa en til.”
Selvom han havde haft mere Lyst til at se sig om, havde der ikke været meget at se paa, for i det nordlige Värmland er der ikke andet end store, ensformige Skove, hvorigennem Klarelven slynger sig, smal og fossende. Hist og her ser man en Kulmile, en Brandplet eller nogle lave Huse uden Skorsten, hvor der bor Finner. Men de fleste Steder staar Skoven saa uberørt, at man kunde tro, det var højt oppe i Lapland.
