524
forlist i Havet her udenfor, og vi har naaet Land forfrosne og halvnøgne.“
„Jeg plejer ellers ikke at taale Mennesker paa mit Skær, men naar I er Vestgöter, er det en anden Sag,“ sagde Kæmpen og stak sit Sværd i Skeden. „Saa maa I have Lov til at sætte jer ned og varme jer, for jeg er selv fra Vestergötland og har boet i den store Kæmpehøj ved Skalunda i mange Aar.”
Sømændene tog nu Plads paa nogle Stene. De turde ikke tale til Kæmpen, men sad stille og stirrede paa ham. Og jo længere de betragtede ham, jo større syntes de, han blev, og jo mindre og svagere blev de selv.
„Mine Øjne er ikke saa gode, som de har været,” sagde Kæmpen. „Jeg kan næppe nok skimte jer. Ellers kunde det nok more mig at vide, hvordan en Vestgöte ser ud nu til Dags. Men ræk mig idetmindste Haanden, en af jer, saa jeg kan føle, om der endnu er varmt Blod i Sverige!”
Mændene saa først paa Kæmpens Næver og saa paa deres egne. Ingen af dem havde Lyst til at lære hans Haandtryk at kende. Men saa Fik de Øje paa en Jernstang, som Kæmpen brugte til at rage op i Baalet med; den var bleven liggende i Ilden og var glorød i den ene Ende. De løftede den ved fælles Kræfter og rakte den til Kæmpen. Han tog fat om Stangen og krystede den, saa Jernet flød ned imellem Fingrene paa ham. „Jo, jeg kan nok mærke, der er varmt Blod i Sverige endnu,” sagde han helt fornøjet til de forbløffede Sømænd.
Saa blev der igen stille om Baalet, men dette Møde med Landsmænd førte Kæmpens Tanker tilbage til Vestergötland. Den ene Erindring efter den anden dukkede op hos ham.
„Jeg gad vidst, hvordan det staar til med Skalunda Høj nu for Tiden?” spurgte han Sømændene.
Ingen af Mændene vidste Besked med den Høj, som Kæmpen spurgte om. „Den maa være sunken ikke saa lidt sammen,” svarede den ene ligesom prøvende. Han havde en Fornemmelse af, at det ikke kunde lade sig gøre at blive saadan en Spørger Svar skyldig. „Ja vist, ja vist, det tænkte jeg nok,“ sagde Kæmpen og nikkede samtykkende. „Der var ikke andet at vente, for den Høj bar min Kone og Datter Jord sammen til i deres Forklæde paa en Morgenstund.”
Igen sad han og grublede og søgte at kalde Minderne
