Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/537

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

531

selv havde hørt, da hun var Elev paa Nääs. Og det gav hende lidt mere Mod. Det var jo dog sandt, aat Slottet og hele Stedet var skænket til Sløjdseminariet. Det var skænket dertil, for at Lærere og Lærerinder skulde tilbringe en lykkelig Tid paa en smuk Herregaard og derefter bringe Kundskaber og Glæde hjem med til deres Skolebørn. Men her, hvor de havde givet en Skole en saadan Gave, her havde de da vist, at de satte Pris paa Skolefolk. Her havde de lagt for Dagen, at de ansaa de svenske Børns Opdragelse for vigtigere end alt andet. Her havde hun mindst af alle Steder Lov at føle sig forkuyt.

Disse Tanker trøstede hende lidt, saa hun syntes, hun dog vilde udføre sin Plan. Og for at styrke sit Mod drejede hun ned gennem Parken, der dækkede Skraaningen mellem Slotsbakken og Søen. Da hun gik under de skønne Træer, der stod mørke og hemmelighedsfulde i Maaneskinnet, vaagnede saa mange glade Minder hos hende. Hun fortalte Børnene, hvordan der havde været paa Nääs i hendes Tid, og hvor lykkelig hun havde været, da hun var her som Elev og hver Dag kunde gaa og spasere i den smukke Park. Hun fortalte om Fester og Lege og Arbejde, men først og fremmest fortalte hun om den store Godhed, der havde aabnet denne stolte Herregaard for hende som for saa mange andre.

Paa den Maade holdt Lærerinden Modet oppe, saa hun kom igennem Parken og over den gamle Stenbro og naaede Engene nede ved Søen, hvor Forstanderens Villa laa midt imellem Skolebygningerne.

Lige ved Broen laa den grønne Legeplads, og da hun gik forbi den, beskrev hun Børnene, hvor kønt her var i Sommeraftenerne, naar Plænen var fuld af lysklædte Mennesker, og sanglege og Boldspil afløste hinanden. Hun viste Børnene Vänhem, hvor Forsamlingssalen var, Seminariet, hvor Foredragene blev holdt, Villaerne, hvor Sløjdsalene og Gymnastiksalen havde Plads. Hun gik hurtig og talte ustandselig, som for ikke at give sig Tid til at blive ængstelig. Men da hun tilsidst naaede saa langt, at hun kunde se Forstanderens Villa, stod hun pludselig stille.

„Ved I hvad, Børn, jeg tror ikke, vi skal gaa længer,” sagde hun. „Det er ikke faldet mig ind før, men maaske Forstanderen er saa syg, at vi kunde forstyrre ham med vor Sang. Det vilde jo være forfærdeligt, hvis vi gjorde ham sygere.”