533
bort fra Nääs, følte hun Trang til at vende om, og da hun før var paa Vejen derhen, var hun ogsaa nær ved at vende om. Hun var stadig lige urolig og usikker.
Hun talte ikke længer med Børnene, men gik ganske tavs. I Alleen, hvor hun gik, var Skyggen saa dyb, at hun ingenting kunde se. Hun syntes, hun hørte en Mængde Mennesker og Stemmer omkring sig. Hun syntes, der lød angstfulde Raab fra tusinde forskellige Sider. „Vi er saa langt borte, alle vi andre,” sagde stemmerne. „Men du er nær. Gaa og syng ud, hvad vi alle føler!”
Og hun mindedes den ene efter den anden, som Forstanderen havde hjulpet og taget sig af. Det var overmenneskeligt, som han havde anstrengt sig for at hjælpe alle, der var i Nød. „Gaa og syng for ham!” hviskede det omkring hende. „Lad ham ikke dø uden at have faaet en Hilsen fra sin Skole! Tænk ikke paa, at du er ringe og ubetydelig! Tænk paa den store Skare, der staar bag dig! Lad ham, inden han gaar bort fra os, forstaa, hvor højt vi alle elsker ham!“
Lærerinden gik langsommere og langsommere. Da hørte hun noget, som ikke alene var Stemmer og manende Raab i hendes egen Sjæl, men som kom fra Verden udenfor hende. Det var ingen almindelig Menneskestemme. Det var som en Fugls Kvidren eller en Græshoppes Spil. Men det raabte alligevel ganske tydeligt, at hun skulde vende om.
Og mere skulde der ikke til for at give hende Mod til at gøre det. — — —
Lærerinden og Børnene havde sunget et Par Sange udenfor Forstanderens Vindue. Hun syntes selv, at deres Sang havde lydt saa mærkelig smukt i denne Aftenstund. Det var, som om ukendte Stemmer havde sunget med. Rummet havde ligesom været fuldt af Toner og Lyd. De havde ikke behøvet andet end istemme Sangen, saa havde deres Stemmer faaet en Klang og en Styrke, som de ellers ikke havde.
Da gik Døren pludselig op, og en kom hurtig ud. „Nu kommer de for at sige mig, at jeg ikke maa synge mer,“ tænkte Lærerinden. „Blot jeg dog ikke har gjort Fortræd!” — Men det var ikke saadan. Det var Bud, om hun vilde komme ind i Huset og hvile sig og saa synge et Par Sange til.
Derinde kom Doktoren hende i Møde. „Faren er overstaaet for denne Gang,” sagde han. „Han laa som i Dvale,
