48
selv, og han længtes ikke tilbage til det snevre Hus og de smaa Marker derhjemme.
Om Onsdagen troede han, at Vildgæssene havde i Sinde at beholde ham hos sig, men om Torsdagen opgav han igen Haabet.
Torsdagen begyndte paa samme Maade som de andre Dage. Gæssene græssede paa de store Marker, og Drengen søgte efter Føde inde i Parken. Da han havde været der lidt, kom Akka hen til ham og spurgte, om han havde fundet noget at spise. Nej, det havde han ikke, og saa fandt hun ham en vissen Kommenplante, der stod med alle sine smaa Frugter i Behold.
Da Drengen havde spist, sagde Akka, at hun syntes, han løb altfor dristig om i Parken. Mon han vidste, hvor mange Fjender han havde at tage sig i Agt for, han, der var saa lille? Nej, det vidste han slet ikke, og saa gav Akka sig til at regne dem op for ham.
Naar han gik i Skoven, sagde hun, skulde han tage sig i Agt for Ræven og Maaren; naar han kom ned til Søen, skulde han tænke paa Odderne; sad han paa Stengærdet, maatte han ikke glemme Væselen, der kunde krybe igennem de mindste Huller, og hvis han vilde lægge sig til at sove i en Bunke visne Blade, skulde han først se efter, om ikke Hugormen sov sin Vintersøvn i den samme Bunke. Saa snart han kom ud paa aaben Mark, maatte han holde Øje med Høg og Musvaage, med Ørn og Falk, der svævede oppe i Skyerne. I Nøddekrattet kunde han blive fanget af Spurvehøgen; Skader og Krager var der allevegne, og dem skulde han ikke tro for godt, og saasnart Skumringen faldt paa, skulde han lukke Ørene godt op og lytte efter de store Ugler, der kom flyvende med saa lydløse Vingeslag, at de kunde komme ham ganske nær, inden han lagde Mærke til dem.
Da Drengen hørte, at der var saa mange, der stræbte ham efter Livet, kunde han nok indse, at det var ganske umuligt, han kunde faa Lov at beholde det. Han var ikke saa forskrækkelig bange for at dø, men han havde ikke Lyst til at blive ædt, og derfor spurgte han Akka, hvad han kunde gøre for at beskytte sig imod Rovdyrene.
Akka svarede straks, at Drengen skulde se at gøre sig gode Venner med de smaa Dyrefolk i Skov og Mark, med Egernfolket og Harefolket, med Finker og Mejser og Spætter og Lærker. Blev han Venner med dem, saa kunde de advare ham
