Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/541

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

LII.
REJSEN TIL VEMMENHÖG.

Torsdag 3. November.

En Dag i Begyndelsen af November fløj Vildgæssene over Hallandsås ind i Skaane. I flere Uger havde de opholdt sig paa de store Sletter omkring Falköping, og da flere andre store Vildgæsflokke ogsaa havde slaaet sig ned der, havde de haft en fornøjelig Tid med megen Samtale mellem de gamle Fugle og megen Kappestrid i al Slags Idræt mellem de unge.

Hvad Niels Holgersen angaar, saa var han ikke glad over det lange Ophold i Vestergötland. Han gjorde sig Umage for at holde Modet oppe, men han havde ondt ved at forsone sig med sin Skæbne. „Havde jeg bare Skaane vel bag mig og var i Udlandet,” tænkte han, „saa vidste jeg, at jeg ikke havde noget at haabe paa, og saa vilde jeg falde til Ro.”

Omsider brød da Vildgæssene en Morgenstund op og fløj ned over Halland. I Begyndelsen brød Drengen sig ikke synderlig om at se ned paa det Landskab. Han syntes ikke, der var noget nyt at se. I den østlige Del var det bjergrigt med store Lyngheder, der mindede om Småland, og længere vestpaa var det dækket af runde, nøgne Bjerge og indskaaret af Vige omtrent som i Bohuslän.

Men da Vildgæssene fortsatte Rejsen sydpaa langs det smalle Kystland, sad Drengen og hang ud over Gaasehalsen og løftede ikke sine Øjne fra Jorden. Han saa Bjergene blive sparsommere og Sletten brede sig. Og han saa ogsaa, at Kysten blev mindre indskaaret. Skærgaarden udenfor den blev tyndere og tyndere, indtil den ganske forsvandt, og det vide, aabne Hav naaede helt ind til det faste Land.