LIII.
HOS HOLGER NIELSENS.
Tirsdag 8. November.
Det var en Dag med diset, tungt Vejr. Vildgæssene havde gaaet og græsset paa de store Marker ved Skurup Kirke og sad just og holdt Middagshvil, da Akka kom hen til Niels Holgersen. „Det lader til, at vi nu skal have stille Vejr en Tid,“ sagde hun, „og jeg tænker, vi rejser over Østersøen i Morgen.“ — „Ja saa!“ sagde Drengen kort, for hans Strube snørede sig sammen, saa han ikke kunde tale. Han havde nok alligevel haabet, at han skulde blive løst af Trolddommen, mens han var i Skaane.
Nu er vi nok temmelig nær ved Vester Vemmenhög,“ sagde Akka, og jeg tænkte, du maaske havde Lyst at se hjem. Det vil jo vare noget, før du faar nogen af din Familie at se igen.“ — „Det er vist bedst at lade være,“ sagde Drengen, men man kunde høre paa Stemmen, at han blev glad over Forslaget. — „Naar Gasen bliver hos os, kan der jo ingen Ulykke ske,“ sagde Akka. „Jeg synes, du maa vide Besked om, hvordan de har det hjemme hos dig. Maaske du kan hjælpe dem paa en eller anden Maade, selv om du ikke bliver Menneske.“ — „Ja, det har I Ret i, Mor Akka. Det skulde jeg selv have tænkt paa,” sagde Drengen og blev ganske ivrig.
Et Øjeblik efter var Drengen og Førergaasen paa Vej til Holger Nielsens, og det varede ikke længe, før Akka slog ned bag Stengærdet, der indhegnede Husmandslodden. „Det er da underligt, hvor alting ligner sig selv,” sagde Drengen og krøb i en Fart op paa Gærdet for at se sig om. „Jeg synes, det er som i Gaar, at jeg sad her og saa' jer komme flyvende oppe i Luften.”
