49
imod Farer, skaffe ham skjulesteder, og i overhængende Fare kunde de slaa sig sammen og forsvare ham.
Men da Drengen senere paa Dagen vilde følge Raadet og henvendte sig til Sirle, Egernet, for at bede ham om Hjælp, viste det sig, at Egernet ikke vilde hjælpe ham. „Nej, saamænd om du maa vente dig noget godt af mig eller af de andre Smaadyr,“ sagde Sirle. „Tror du ikke, vi ved, at du er Niels Gaasedreng, som i Fjor rev Svalereder ned, slog Stæreæg i Stykker, kastede Krageunger i Mergelgraven, fangede Drosler i Doner og satte Egern i Bur? Du kommer til at hjælpe dig selv saa godt du kan, og du maa være glad, at vi ikke rotter os sammen imod dig og jager dig hjem til dine egne.“
Dette Svar var netop af den Slags, som Drengen i gamle Dage, da han var Niels Gaasedreng, aldrig vilde have ladet ustraffet, men nu blev han bange for, at ogsaa Vildgæssene havde faaet at vide, hvor slem han havde været. Han havde været saa bange for ikke at faa Lov til at blive hos Vildgæssene, at han slet ikke havde turdet gøre Spilopper, efterat han var kommen sammen med dem. Det var jo sandt nok, at han ikke kunde gøre megen Fortræd, saa lille som han var, men han kunde dog alligevel have ødelagt mange Fuglereder og slaaet mange Æg i Stykker, hvis han havde haft Lyst. Men nu havde han været saa skikkelig; han havde ikke trukket en eneste Fjer ud af en Gaasevinge, ikke givet nogen et uhøfligt Svar, og hver Morgen, naar han sagde Goddag til Akka, havde han taget Huen af og bukket.
Hele Torsdagen gik han og tænkte paa, at det nok var for hans Ondskabs Skyld, at Vildgæssene ikke vilde tage ham med op til Lapland. Og da han om Aftenen hørte, at Sirle Egerns Kone var røvet, og hans Børn var nærved at sulte ihjel, besluttede han sig til at hjælpe dem, og det er allerede fortalt, hvor godt dette lykkedes for ham.
Da Drengen om Fredagen kom ind i Parken, hørte han i hvert eneste Buskads Bogfinkerne synge om, hvordan Sirle Egerns Kone af onde Røvere var bleven bortført fra sine nyfødte Unger, og hvordan Niels Gaasedreng havde vovet sig ind imellem Menneskene og bragt hende de smaa Egernbørn.
„Hvem gør man nu saa meget af i Övedsklosters Park,” sang Bogfinkerne, „som af Tommeltot, ham, som alle var bange for, den Gang han var Niels Gaasedreng? Egernet vil give ham Nødder, Harerne vil lege med ham, Raadyrene vil tage ham paa Ryggen og løbe deres Vej med ham, naar Mikkel
