544
vis.” sagde Jon Assarson. „Jeg siger ikke andet, end at deres Søn var dig til stor Hjælp flere Gange, mens du gik om og ledte efter mig, og at vi kommer for at spørge, om der ikke er noget, vi kan gøre for dem til Gengæld, nu jeg er bleven en velhavende Mand og har mer, end jeg behøver, ved det jeg fandt den Grube deroppe.“ — „Ja, jeg véd jo nok, du kan belægge dine Ord godt,” sagde Aase. „Det var ogsaa kun det, jeg ikke vilde have, du maatte sige.“
De gik ind i Huset, og Drengen vilde gruelig gerne have hørt, hvad de talte om derinde, men han turde ikke vove sig ud paa Gaardspladsen. Det varede ikke ret længe, før de kom ud igen, og da fulgte hans Fader og Moder dem ned til Ledet. Det var mærkværdigt at se, hvor glade de nu var. De saa' ud, som om de havde faaet nyt Liv.
Da de fremmede var borte, blev hans Fader og Moder staaende ved Ledet og saa' efter dem. „Ja, nu vil jeg ikke være bedrøvet længer,“ sagde Moderen, „nu, da jeg har hørt saa meget godt om Niels.“ — „Det var vel egentlig ikke saa meget, de fortalte om ham,” sagde Faderen sindig. — „Var det ikke nok, at de kom rejsende ene og alene for at sige, at de vilde hjælpe os, blot fordi vores Niels havde gjort dem store Tjenester? Jeg synes for Resten, du skulde have taget imod deres Tilbud, Far.“ — „Nej, Mor. Jeg vil ikke tage imod Penge af nogen, hverken som Gave eller Laan. Nu vil jeg først have den Gæld klaret, og saa skal vi se at arbejde os op igen. Vi er jo da ikke saa ældgamle, Mor!” Faderen lo saa hjertelig, da han sagde det. „Jeg tror ligefrem, du synes, det er morsomt at sælge dette Sted, som vi har sat saa meget Arbejde paa,” sagde Moderen. — „Aa, du forstaar jo nok, hvorfor jeg ler,” sagde Faderen. „Det, der trykkede mig, saa jeg hverken kunde det ene eller det andet, det var jo, at Drengen var gaaet i Hundene, men nu, da jeg véd, at han lever og har skikket sig godt, nu skal du se, at Holger Nielsen endnu duer til noget.“
Moderen gik ind i Stuen, men Niels Holgersen fik travlt med at gemme sig i en Krog, for Faderen kom ind i Stalden for at se til Hesten. Han gik ind i Spiltovet til den og løftede, som han plejede, Benet op for at se, om han ikke kunde opdage, hvad der var i Vejen med det. „Men hvad er det?” sagde Faderen, for han saa', der var ridset nogle Bogstaver ind i Hoven. „Tag jernet ud af Hoven!“ læste han og saa' sig undrende og spørgende om til alle Sider.
