IV.
GLIMMINGEHUS.
SORTROTTER OG GRAAROTTER.
I det sydøstlige Skaane, ikke langt fra Havet, ligger en gammel Borg, der hedder Glimmingehus. Den bestaar af en eneste høj, stor og stærk Sandstens-Bygning, der kan ses milevidt over Sletten. Den er ikke mer end fire Stokværk høj, men er dog saa vældig, at et almindeligt Hus, der ligger ved Siden af, tager sig ud som et Dukkehus.
Den store Bygning har saa tykke Ydermure og Mellemvægge og Hvælvinger, at der i dens Indre knap er Plads til andet end de tykke Mure. Trapperne er snævre, Forstuerne smaa og Værelserne faa. For ikke at berøve Murene noget af deres Styrke er der i de øvre Stokværk kun et meget lille Antal Vinduer, og i det nederste er der slet ingen, kun smalle Glugger. I de gamle krigerske Tider var Folk lige saa glade ved at kunne lukke sig inde i saadant et stærkt og mægtigt Hus, som man nu er ved at kunne krybe i en Pels i knagende Frost, men da den gode Fredstid kom, vilde de ikke længer bo i den gamle Borgs mørke og kolde Stensale. De har for længe siden forladt det store Glimmingehus og er flyttet til Boliger, der er saaledes indrettet, at Lys og Luft kan trænge ind i dem.
Paa den Tid, da Niels Holgersen rejste om med Vildgæssene, boede der altsaa ingen Mennesker paa Glimmingehus, men derfor savnede det dog ikke Beboere. Paa Taget boede der hver Sommer et Storkepar i en stor Rede, paa Loftet levede et Par Hornugler, i Løngangene hang der Flagermus, paa Ildstedet i Køkkenet boede en gammel Kat, og nede i Kælderen opholdt der sig nogle Hundreder af de gamle, sorte Rotter.
Rotter er jo ellers ikke synderlig ansete af de andre Dyr, men Sortrotterne paa Glimmingehus dannede en Undtagelse.
