54
De blev altid omtalt med Agtelse, fordi de havde udvist stor Tapperhed i Strid med deres Fjender og megen Udholdenhed under de store Ulykker, der havde ramt deres Folk. De tilhørte nemlig et Rottefolk, der eengang havde været meget talrigt og mægtigt, men nu var ved at uddø. I mangfoldige Aar havde Sortrotterne ejet Skaane og hele Landet. De var i hver en Kælder, paa hvert et Loft, i Lader og Loer, i Fadebure og Bagerser, i Ladegaarde og Stalde. i Kirker og Borge, i Brænderier og Møller, i hver en Bygning, som var rejst af Mennesker, men nu var de fordrevne fra alle disse Steder og næsten udryddede. Kun hist og her i en gammel, enlig Gaard kunde man endnu træffe nogle enkelte af dem, og ingen Steder fandtes de i saa stor Mængde som paa Glimmingehus.
 Glimmingehus |
Naar et Dyrefolk uddør, plejer Menneskene som oftest at være Skyld i det, men det var ikke Tilfældet denne Gang. Menneskene havde ganske vist kæmpet mod Sortrotterne, men de havde ikke formaaet at gøre dem nævneværdig Skade. De, der havde overvundet dem, var et Dyrefolk af deres egen Stamme; det hed Graarotterne.
Disse Graarotter havde ikke boet i Landet fra Arilds Tid
