Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/62

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

56

Hønsene og gjorde aldrig andet end ondt. Men efterat de var kommen i Ulykke, var alt dette som glemt, og ingen kunde lade være at beundre de sidste af den Slægt, der havde holdt saa længe ud i sin Modstand mod Fjenderne.

Graarotterne, der boede paa Glimmingegaard og i den nærmeste Omegn, fortsatte stadig Kampen og søgte at benytte enhver passende Lejlighed til at bemægtige sig Borgen. Man kunde synes, at de gerne kunde have ladet den lille Flok Sortrotter have Glimmingehus i Fred, da de nu selv havde erobret hele det øvrige Land, men det kunde aldrig falde dem ind. De plejede at sige, at det var en Æressag for dem dog engang at overvinde Sortrotterne, men de, der kendte Graarotterne, vidste nok, at det var fordi Menneskene brugte Glimmingehus til Kornmagasin, at de graa ikke havde Ro i Sjælen, før de havde erobret det.

STORKEN.

Mandag 28. Marts.

En Morgen tidlig vaagnede Vildgæssene, der stod og sov paa Isen ude paa Vombsøen, ved høje Raab oppe fra Luften. „Trirop! Trirop!” lød det. „Trianut, Tranen, lader hilse Akka, Vildgaasen, og hendes Flok. I Morgen staar den store Tranedans paa Kullaberg.”

Akka rakte Hals og svarede: „Hils og sig Tak! Hils og sig Tak!“

Derpaa drog Tranerne videre, men Vildgæssene kunde længe høre, hvordan de fløj og raabte det ud over hver eneste Mark og hver eneste Skovbakke: „Trianut lader hilse. I Morgen staar den store Tranedans paa Kullaberg.”

Vildgæssene blev meget glade over dette Budskab. „Du er rigtignok heldig,” sagde de til den hvide Gase, „at du kommer med til den store Tranedans.” — „Er det da saa mærkeligt at se Traner danse?” spurgte Gasen. „Det er noget, du aldrig har drømt om,“ svarede Vildgæssene.

„Nu maa vi tænke paa, hvor vi skal gøre af Tommeltot i Morgen, saa der ikke skal tilstøde ham noget, mens vi rejser til Kullaberg,“ sagde Akka. — „Tommeltot skal saamænd ikke komme til at være alene,“ sagde Gasen. „Tillader Tranerne ikke, at han ser paa deres Dans, da bliver jeg hos ham.” — „Aldrig har hidtil et Menneske været med til Dyrenes Møde paa Kullaberg,” sagde Akka, „og jeg tør ikke tage Tommeltot med derhen. Men det maa vi tale nærmere om siden i Dag. Nu maa vi først og fremmest tænke paa at faa noget i Livet.”