58
„Saa mange Graarotter ude!“ sagde Yksi fra Vassijaure, „det er ikke noget godt Tegn.”
Nu vilde Drengen passe sit Snit og sige til Akka, at han syntes, hun skulde lade ham komme med til Kullaberg, men han blev igen forhindret ved, at en stor Fugl pludselig slog ned midt iblandt Gæssene.
Naar man saa denne Fugl, skulde man tro, den havde laant Krop, Hals og Hoved af en lille, hvid Gaas. Men dertil havde den skaffet sig store, sorte Vinger, lange, røde Ben, og et langt, tykt Næb, der var for stort til det lille Hoved og tyngede det ned, saa der kom noget bekymret og kummerfuldt i hans Udseende.
Akka lagde hurtigt Dækfjerene til Rette og nejede mangfoldige Gange med Halsen, mens hun gik Storken i Møde. Hun var ikke synderlig overrasket ved at se ham i Skaane saa tidlig paa Foraaret, for hun vidste nok, at Storkehannerne plejer at flyve derover i god Tid og se efter, om Reden har lidt Skade i Vinterens Løb, inden Storkehunnerne gør sig den Ulejlighed at flyve over Østersøen. Man hun kunde ikke begribe, hvorfor han opsøgte hende, eftersom Storke helst omgaas Folk af deres egen Art.
„Jeg haaber da ikke, der er noget i Vejen med Reden, Hr. Langeben,” sagde Akka.
Det viste sig nu, at det er sandt, hvad man siger, at en Stork sjælden lukker sit Næb op uden at klage. Og hvad der gjorde, at det, Storken sagde, lød endnu bedrøveligere, var, at han havde ondt ved at faa Ordene frem. Han stod længe og gjorde ikke andet end knebre med Næbbet, og saa gav han sig til at tale med hæs og svag Stemme. Han klagede over alt muligt: Reden, der laa allerøverst paa Tagryggen af Glimmingehus, var bleven helt ødelagt af Vinterstormene, og Føde var der snart ikke mere at finde i Skaane. Skaaningerne var i Færd med at bemægtige sig hele hans Ejendom. De drænede hans Enge og opdyrkede hans Moser. Det var hans Agt at flytte bort fra dette Land og aldrig mer komme tilbage.
Mens Storken jamrede, kunde Akka, Vildgaasen, der ikke havde det Sted, hvortil hun kunde hælde sit Hoved, ikke lade være at tænke ved sig selv: „Havde jeg det saa godt som De, Hr. Langeben, da vilde jeg holde mig for god til at klage. De er bleven ved at være en fri og vild Fugl, og alligevel er De saa vel anskreven hos Menneskene, at ingen vil løsne et Skud imod Dem eller stjæle et Æg af Deres Rede.” Men alt det holdt hun
