59
for sig selv. Til Storken sagde hun kun, at hun ikke kunde tænke sig, han vilde flytte bort fra et Hus, hvor Storke havde haft Tilhold, ligefra det blev bygget.
Saa spurgte Storken pludselig, om Gæssene havde set Graarotterne, der drog imod Glimmingehus, og da Akka svarede, at hun havde set det Utøj, gav han sig til at fortælle hende om de tapre Sortrotter, der i mange Aar havde forsvaret Borgen. „Men i denne Nat vil Glimmingehus komme i Graarotternes Vold,” sagde Storken sukkende.
„Hvorfor netop i Nat, Hr. Langeben?” spurgte Akka.
„Jo, fordi næsten alle Sortrotterne i Gaar Aftes drog til Kullaberg,” sagde Storken, „i Tillid til, at alle andre Dyr ogsaa vilde derhen. Men De ser, at Graarotterne er bleven hjemme, og nu samler de sig for at trænge ind i Borgen i Nat, naar den ikke er forsvaret af andre end af nogle gamle Stakler, der ikke har Kræfter til at følge med til Kullaberg. De naar saamænd nok deres Maal, men nu har jeg i saa mange Aar levet i godt Naboskab med Sortrotterne, at jeg ikke har Lyst til at bo paa samme Gaard som deres Fjender.”
Akka forstod nu, at Storken var bleven saa forbitret over Graarotternes Handlemaade, at han havde opsøgt hende for at beklage sig over dem. Men efter almindelig Storkeskik havde han næppe gjort noget for at forebygge Ulykken. „Har De sendt Bud efter Sortrotterne, Hr. Langeben?” spurgte hun. — „Nej,” svarede Storken, „hvad kunde det nytte? Inden de naar hjem, er Borgen allerede taget.“ — „Det skal De ikke være saa sikker paa, Hr. Langeben,” sagde Akka. „Jeg ved en gammel Vildgaas, der gerne vil hindre en saadan Niddingsdaad.“
Da Akka sagde dette, løftede Storken Hovedet og gjorde store Øjne. Og det var ikke underligt, for gamle Akka havde hverken Næb eller Kløer, der duede til Kamp. Ovenikøbet var hun en Dagfugl, og saasnart det blev mørkt, faldt hun ufejlbarlig i Søvn, mens Rotterne netop kæmpede om Natten.
Men Akka havde aabenbart bestemt sig til at hjælpe Sortrotterne. Hun kaldte Yksi fra Vassijaure hen til sig og befalede ham at føre Gæssene op til Vombsøen, og da Gæssene gjorde Indvendinger, sagde hun myndigt: „Jeg tror nok, det er bedst for os allesammen, at I lystrer mig. Jeg maa flyve hen til det store Stenhus, og dersom I følger med, kan det ikke undgaas, at Folkene paa Gaarden faar os at se og skyder os ned. Den eneste, jeg vil have med paa denne Rejse, er Tommeltot. Han
