Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/70

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

64

tens Toner dem, og de maatte følge. I vild Hast styrtede de op af Dyngerne, lod sig glide ned gennem de snævre Kanaler i Murene og tumlede over hinanden i deres Iver for at komme ud.

Midt i Borggaarden stod en lille Purk og blæste paa Fløjte. Han havde allerede en hel Kreds af Rotter omkring sig, der forbavsede og fortryllede lyttede til hans Toner, og hvert Øjeblik kom der flere til. En Gang tog han blot et Sekund Fløjten fra Munden for at kunne række lang Næse ad Rotterne, og da saa det ud, som om de havde Lyst til at kaste sig over ham og bide ham ihjel, men saasnart han blæste, var de hans Magt undergivne.

Da Purken havde spillet alle Graarotter ud af Glimmingehus, gav han sig til at gaa langsomt fra Gaardspladsen ud paa Landevejen, og alle Graarotterne fulgte ham, fordi Tonerne fra den Fløjte lød saa sødt i deres Øren, at de ikke kunde modstaa dem.

Purken gik foran og lokkede dem henad Vejen til Vallby. I alle mulige Slags Kredse og Bugter og ad alle mulige Omveje førte han dem gennem Hegn og ned i Grøfter, og hvor han gik, maatte de følge efter. Han blæste uophørlig paa sin Fløjte, der syntes at være lavet af et Dyrehorn, men Hornet var saa lille, at der i vore Dage ikke gives noget Dyr, fra hvis Pande det kunde være vristet. Der var heller ingen, der vidste, hvem der havde forarbejdet det. Flammea, Taarnuglen, havde fundet det i en Niche i Lunds Domkirketaarn. Hun havde vist det til Bataki, Ravnen, og de to havde spekuleret ud, at det var saadan et Horn, der i gamle Dage blev lavet af dem, der vilde skaffe sig Magt over Rotter og Mus. Men Ravnen var Akkas Ven, og det var af ham, hun havde faaet at vide, at Flammea var i Besiddelse af en saadan Skat.

Og det var sandt, at Rotterne ikke kunde modstaa Fløjten. Drengen gik foran og spillede, saalænge Stjernerne skinnede, og de fulgte ham hele Tiden. Han spillede ved Daggry, han spillede ved Solopgang, og stadig fulgte den hele Flok af Graarotter efter ham og blev lokket længere og længere bort fra de store Kornlofter paa Glimmingehus.