78
var malede med lys Oljefarve, Døre og Vinduesposter skinnede grønne og blaa, ja endog røde. Mens Drengen gik og saa paa Husene, kunde han høre helt ud paa Vejen, hvordan Folk, der sad inde i de varme Stuer, snakkede og lo. Ordene kunde han ikke skelne, men han syntes, det var rart at høre Menneskestemmer. „Jeg gad vidst, hvad de vilde sige, hvis jeg bankede paa og bad om at komme ind,” tænkte han.
Det var jo det, han havde haft i Sinde at gøre, men nu da han saa de oplyste Vinduer, var Mørkerædslen gaaet over. Derimod følte han paany den Skyhed, der altid kom over ham i Nærheden af Mennesker. „Jeg vil se mig lidt mere om i Byen,” tænkte han, „inden jeg beder nogen, om jeg maa komme ind.”
Paa et af Husene var der en Altan. Og lige idet Drengen gik forbi, blev Altandørene slaaet op, og et gult Lysskær strømmede ud igennem line, lette Gardiner. Saa kom der en smuk ung Kone ud paa Altanen og bøjede sig ud over Rækværket. „Det regner, nu faar vi snart Foraar,” sagde hun. Da Drengen saa hende, blev han underlig beklemt. Han var nærved at give sig til at græde. For første Gang blev han lidt uhyggelig til Mode ved, at han havde lukket sig ude fra Menneskene.
Kort efter kom han forbi en Købmandshandel. Udenfor Butikken stod en rød Radsaamaskine. Han blev staaende og saa paa den og krøb tilsidst op paa Kuskens Plads og satte sig der. Da han var kommen derop, smækkede han med Tungen og lod, som om han sad og kørte. Han tænkte paa, hvor det vilde være morsomt at køre saadan en fin Maskine henover en Mark. Et Øjeblik havde han glemt, hvordan han var nu, men saa kom han i Tanker om det og sprang hurtigt ned fra Maskinen. Han blev mere og mere urolig. Der var nok mange Ting, den gik glip af, der altid skulde leve ude blandt Dyrene. Mennesker var rigtignok baade mærkelige og dygtige.
Han kom forbi Postkontoret, og da tænkte han paa alle de Aviser, der hver Dag kom med Nyheder fra alle Verdens Hjørner. Han saa Apoteket og Doktorboligen, og han tænkte paa, at Menneskenes Magt var saa stor, at de kunde kæmpe med Sygdom og Død. Han kom til Kirken og tænkte paa, at den havde Menneskene bygget, for at de der kunde høre Tale om en Verden foruden den, de levede i, om Gud og Opstandelse og et evigt Liv. Og jo længere han gik der, jo mere kom han til at holde af Menneskene.
Børn er nu engang saadan, at de ikke tænker længer end
