Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

87

af dem lagde Mærke til Mikkel, og han sad stille og saa paa Jagten, der gik fra Træ til Træ. Han saa paa Egernet, der sprang om imellem Grenene saa let, som om det kunde flyve. Han saa paa Maaren, der ikke klatrede slet saa godt som Egernet, men dog løb lige saa sikkert op og ned ad Træstammer, som om det var jævne Stier i Skoven. „Klatrede jeg kun halvt saa godt som en af de to,” tænkte Ræven, „saa skulde de dernede ikke længe faa Lov at sove i Ro.”

Saasnart Egernet var fanget og Jagten endt, gik Mikkel hen til Maaren, men blev staaende i to Skridts Afstand til Tegn paa, at han ikke vilde tage Jagtbyttet fra ham. Han hilste meget venligt paa Maaren og ønskede ham til Lykke med Fangsten. Mikkel forstod at belægge sine Ord godt, som Ræve altid gør. Men Maaren, der med sin lange og smalle Krop, sit fine Hoved, sit bløde Skind og sin lysebrune Halsplet ser ud som et lille Vidunder af Skønhed, er i Virkeligheden kun en raa Skovmand, og han svarede ham knap. „Det undrer mig dog,“ sagde Mikkel, „at en vældig Jæger som du lader sig nøje med at jage Egern, naar der er saa meget bedre Vildt indenfor Rækkevidde.” Her gjorde han et Ophold og ventede paa Svar, men da Maaren ganske frækt viste Tænder ad ham, vedblev han: „Er det muligt, du ikke har set Vildgæssene, der staar her under Klippevæggen? Eller klatrer du ikke godt nok til at komme ned til dem?“

Denne Gang kom han ikke til at vente paa Svar. Maaren fo'r hen imod ham — dens Ryg var krum, og alle dens Haar havde rejst sig. „Har du set Vildgæs?“ hvæsede han. „Hvor er de? Sig mig det straks, ellers bider jeg Struben over paa dig!“ — „Glem bare ikke, at jeg er dobbelt saa stor som du, saa du maa være lidt høflig. Jeg forlanger ikke bedre end at vise dig Vildgæssene.”

Et Øjeblik efter var Maaren paa Vej ned ad Brinken, og mens Mikkel sad og saa paa, hvordan han bugtede sin slangeagtige Krop fra Gren til Gren, tænkte han: „Den smukke Træjæger der har det grusomste Hjerte i hele Skoven. Jeg tror nok, Vildgæssene faar mig at takke for en blodig Opvaagnen.”

Men netop da Mikkel ventede at høre Gæssenes Dødsskrig, saa han Maaren falde ned fra en Gren og plumpe i Aaen, saa Vandet sprøjtede i Vejret. Straks efter lød der en smældende Lyd af haarde Vinger, og alle Gæssene steg til Vejrs i ilsom Flugt.