89
ligt at staa og sove paa glatte, vaade Stene midt i en larmende Fos. Men de maatte jo slaa sig til Taals, naar de blot var beskyttede imod Rovdyr.
Gæssene faldt straks i Søvn, Drengen derimod havde ikke Ro til at sove, men sad ved Siden af dem for at passe paa Gasen.
Lidt efter kom Mikkel løbende langs Aabredden. Han fik straks Øje paa Gæssene ude i Skumhvirvlerne og indsaa, at han heller ikke nu kunde komme dem til Livs. Men han vilde alligevel ikke opgive dem; han satte sig paa Bredden og saa paa dem. Han følte sig meget ydmyget og syntes, hele hans Anseelse som Jæger stod paa Spil.
Pludselig saa han en Odder komme krybende op af Fossen med en Fisk i Munden. Mikkel gik henimod ham, men blev staaende i to Skridts Afstand for at vise, at han ikke agtede at tage Jagtbyttet fra ham. „Du er en underlig en, at du lader dig nøje med at fange Fisk, naar der er fuldt af Vildgæs ude paa Stenene,“ sagde Mikkel. Han var saa ivrig, at han ikke gav sig Tid til at belægge sine Ord saa godt, som han plejede. Odderen drejede ikke engang Hovedet hen imod Aaen. Han var en Landstryger som alle Oddere, havde ofte fisket i Vombsøen og kendte godt Mikkel Ræv. „Jeg ved nok, hvordan du bærer dig ad for at snyde dig en Laksørred til, Mikkel,” sagde han. — „Ja saa, er det dig, Gripe,“ sagde Mikkel og blev glad, for han vidste, at den Odder var en modig og dygtig Svømmer. „Det er jo ikke saa underligt, at du ikke vil se paa Vildgæssene, naar du ikke kan komme ud til dem.” Men Odderen, der havde Svømmehud imellem Tæerne, en stiv Hale, der var ligesaa god som en Aare, og en vandtæt Pels, vilde ikke lade det sidde paa sig, at der var en Fos, han ikke turde binde an med. Han vendte sig om imod Strømmen, og saasnart han fik Øje paa Vildgæssene, kastede han Fisken og styrtede sig ned ad den stejle Klippebred ud i Aaen.
Havde det været lidt længere hen paa Foraaret, saa Nattergalene i Djupadals Park havde været hjemme, vilde de i mange Nætter bagefter have sunget om Gripes Kamp med Fossen. For Odderen blev mange Gange revet med af Bølgerne og drevet ned ad Aaen, men han arbejdede sig hver Gang opad igen. Han svømmede gennem Dødvande, han kravlede over Stene, og lidt efter lidt kom han Vildgæssene nærmere. Det var et Vovestykke, der nok kunde fortjent at besynges af Nattergalene.
