Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/96

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

90

Mikkel fulgte ham med Øjnene, saa godt han kunde. Til sidst saa han, at Odderen var i Færd med at klatre op til Vildgæssene. Men i samme Øjeblik lød der et vildt, skingrende Skrig. Odderen styrtede baglænds i Vandet og blev revet med af Bølgerne, som om den var en blind Kattekilling; Straks efter smældede det igen haardt i Gæssenes Vinger. De lettede og fløj bort for at skaffe sig en ny Soveplads.

Odderen kom snart op paa Land. Han sagde ikke noget, men gav sig til at slikke sin ene Forpote. Da Mikkel haanede ham, fordi han havde haft Uheld med sig, udbrød han: „Det var ikke, fordi jeg ikke kan svømme, Mikkel. Jeg var naaet helt hen til Gæssene og skulde netop til at klatre op til dem, da en lille Purk kom løbende og huggede mig i Foden med et skarpt Jern. Det gjorde saa ondt, at jeg tabte Fodfæstet, og saa tog Fossen mig.”

Hun kunde spare sig at sige mere. Mikkel var allerede langt borte, paa Vej efter Gæssene.

Endnu engang maatte Akka og hendes Flok flygte ud i den mørke Nat. Heldigvis var Maanen ikke gaaet ned, og ved Hjælp af dens Skin lykkedes det hende at finde een til af de Sovepladser, som hun kendte der paa Egnen. Hun fulgte igen den blinkende Aa sydpaa. Uden at slaa ned svævede hun hen over Herregaarden Djupadal og over Ronnebys mørke Tage. Men et Stykke syd for Byen, ikke langt fra Havet, ligger Ronneby Bad med Badehus og Kurhus, med store Hoteller og Sommerboliger for Kurgæster. Alt dette staar tomt og øde Vinteren igennem, hvad alle Fugle ved god Besked med, og mange er de Fugleskarer, der i strenge Stormtider søger Læ paa de tomme Bygningers Altaner og Verandaer.

Her slog Vildgæssene ned paa en Altan og faldt som sædvanlig straks i Søvn. Men Drengen kunde ikke sove, fordi han ikke vilde krybe ind under Gasens Vinge.

Altanen vendte imod Syd, saa at Drengen havde Udsigt over Havet. Og da han nu ikke kunde sove, sad han og saa paa, hvor smukt det tog sig ud, naar Hav og Land mødtes her i Bleking.

Det er jo saa, at Hav og Land kan mødes paa mange forskellige Maader. Mange Steder gaar Landet ned imod Havet med flade tuede Enge, og Havet tager imod Landet med Flyvesand, som det dynger op i Driver og Klitter. Det er, som om de to syntes saa ilde om hinanden, at de kun vilde vise hinanden deres allerdaarligste Side. Men det kan ogsaa