92
sine mindste Børn i Møde for at bevæge det til Mildhed. Det bliver ogsaa venligere og venligere, jo længere det kommer ind, ruller sine Bølger mindre høje, dæmper sine Storme, lader det grønne blive staaende i Sprækker og Revner, deler sig i smaa Sunde og Vige og bliver tilsidst inde ved Land saa lidt frygtindgydende, at smaa Baade vover sig ud paa det. Det kan vist ikke kende sig selv igen, saa lyst og venligt er det blevet.
Og tænk saa paa Landjorden! Den ligger saa ensformig, og den ene Plet ligner den anden. Den bestaar af flade Marker. hist og her med en Birkelund imellem, eller ogsaa af lange skovbevoksede Højdedrag. Den ser ud, som om den ikke tænkte paa andet end Havre og Roer og Kartofler og Gran og Fyr. Saa kommer der en Fjord, der skærer sig dybt ind i den. Det gør den ikke noget Væsen. af, men kanter den med Birk og El, ganske som den var en almindelig Ferskvandssø. Saa kommer endnu en Fjord farende. Heller ikke den bryder Landjorden sig om at gøre Stads af, men denne faar samme Beklædning som den første. Men saa begynder Fjordene at udvide sig og dele sig. De splitter Markerne og Skovene ad, og saa kan Landjorden ikke undgaa at lægge Mærke til dem. „Jeg tror sandelig, det er selve Havet, der kommer,” siger Landjorden, og saa begynder den at pynte sig. Den kranser sig med Blomster, bugter sig i Bakke, Dal, og kaster Øer ud i Havet. Den vilde ikke vide noget af Fyr og Gran længer, men kaster dem bort som en gammel Hverdagsdragt og pranger istedetfor med store Egetræer og Linde og Kastanier og med blomstrende Lunde og bliver saa pyntelig som en Herregaardspark. Og da den mødes med Havet, er den saa forandret, at den ikke kan kende sig selv igen.
Alt det kan man jo ikke rigtig se, før det bliver Sommer, men Drengen kunde alligevel nok mærke, hvor mild og venlig Naturen var, og han var roligere til Mode end tidligere paa Natten. Da hørte han pludselig en høj, uhyggelig Tuden nede fra Kurparken. Og da han rejste sig op, saa han en Ræv staa i det hvide Maanelys paa Pladsen under Altanen. For Mikkel forfulgte endnu engang Gæssene. Men da han fandt det Sted, hvor de havde stillet sig, indsaa han, at det nu var umuligt at komme dem til Livs, og saa kunde han ikke lade være med at hyle af Ærgrelse.
Da Ræven hylede saadan, vaagnede den gamle Akka, Førergaasen, og skønt hun næsten ingenting kunde se, syntes hun dog, hun skulde kende Stemmen. „Er det dig, Mikkel, der
