93
er ude i Nat?” sagde hun. — „Ja,” sagde Mikkel, „det er mig, og nu vil jeg gerne spørge, hvad I Gæs synes om den Nat, jeg har skaffet jer.“ — „Er det din Mening, at det er dig, der har sendt os baade Maaren og Odderen paa Halsen?” spurgte Akka. — „En god Gerning skal man ikke nægte,” sagde Mikkel. „I har engang leget Gaaseleg med mig. Nu er jeg begyndt at lege Ræveleg med jer, og jeg er ikke til Sinds at holde op, saa længe der er en eneste en af jer i Live, om jeg saa skulde blive nødt til at følge jer hele Landet over.” — „Ja, Mikkel, du skulde dog betænke, om det er rigtigt af dig, der er bevæbnet baade med Tand og med Klo, saadan at forfølge os, der er forsvarsløse,“ sagde Akka. Mikkel syntes, det lød, som om Akka var bange, og han sagde hurtigt: „Hvis du vil tage og kaste denne hersens Tommeltot ned til mig, han, som nu saa mange Gange er kommen mig paa tværs, saa lover jeg at slutte Fred med dig, Akka. Saa skal jeg aldrig mere forfølge dig eller nogen af dine.” — „Jeg kan ikke give dig Tommeltot,” sagde Akka. „Fra den yngste til den ældste af os vil vi allesammen gerne vove vort Liv for hans Skyld.” — „Holder I saa meget af ham,” sagde Mikkel, „saa lover jeg dig, at han skal blive den første af jer, som jeg tager Hævn over.”
Akka sagde ikke mere, og da Mikkel havde udstødt endnu et Par Hyl, blev alt stille. Men Drengen laa stadig vaagen. Nu var det Akkas Ord til Ræven, der hindrede ham i at sove. Aldrig havde han tænkt sig, han skulde høre noget saa stort, som at nogen vilde vove Livet for hans Skyld. Fra det Øjeblik af kunde det ikke mere siges om Niels Holgersen, at der ingen var, han holdt af.
