Side:Noget Spøg blandet med Alvor om Recensent-Væsen.pdf/11

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

7

Latin at fremføre deres Meninger. Jeg søger for min Deel, Sproget man bruger er mig ligegyldigt, Naturens sande Mening, og ikke lærd Pral og Gietning om det man kunde selv finde i Naturen. Jeg vilde af Cadaveret og af levende Dyr opponere imod den elegante Doctor, enten det nu blev i Slangerups eller Ebbeltofts Dialect, det maatte være ligegyldigt, siden Naturen altid er alle Tungemaals Ven.

Den sunde Fornuft vælger, for at lære, organiserede Legemers Natur at kiende, helst det Sted hvor man haver øst Kundskab om Naturen af Naturen selv. Men dette upromoverede Piat foragter den indvortes medicinske Recensent, han finder sin Regning ved, til Latter for den ufacultetiske og Laughadende lærde Verden, at paastaae, som Befuldmægtiget for Læge-Myndten, at hin hierarchisk Dumhed bør endnu æres, som himmelsendt Viisdom, der fastsatte en uryggelig Forskiel imellem udvortes og indvortes Lægekonst.

Recensenten anfører, af sit eget hoved, hist og her Aarsagen til denne Forskiel, at til den første bruges hoved og ingen Haand, til den sidste blot Haand. Helgenen Dionysius bar sit Hoved i Hænderne, var en af Recensentens ærefulde Haandlæger, og da den hovedløse Dionysius kunde prædike, lægger jeg til kunde han vel og have promoveret. Man maae ikke spøge med hellige Ting. Recensenten paastaaer, at de indvortes Læger dyrke en Anatomie hvortil der skal bruges Hoved, og Haandlægerne en anden, hvortil alene bruges Haand og Kniv. De indvortes Læger bruge ingen Kniv, de hente altsaa deres Kundskab fra Kobberstykker. Af alt dette og meget andet, som Berlingianerne have yttret om den indvortes Lægekonsts Ære og Vælde, lader sig slutte, at man iblant Danske indvortes Læger er enige om, at der gives kuns en sand og rigtig Lægemaade, og at denne ene er i de indvortes Lægers Haand, og viser sig i at læge de borgerlige Sygdomme. De militaire indvortes Sygdomme, som helbredes af Haandlæger, forudsætter ikke hos Haandlægen den indvortes medicinske Kundskab, som de indvortes Læger besidder, thi disse helbrede med Hoved, hine med Haand og Kniv, uden Hoved. Man kunde let vise, at slig Paastand kuns kunde fremspringe i saadanne onde Luner, som den