Første Deel.
Recensent-Væsen.
Første Hovedstykke
Man bør bedømme Skrifter isteden for at læse dem.
Hvo skulde have troet andet, end at Mennesker, der kan bedømme aarlig to hundrede Skrifter, og vist læser Domme over fem tusende, jo maae være meget grundlærde, og for Staten nyttige Borgere. Erfarenhed derimod lærer os, at det første ikke med Rette kan siges om Dagens Bogdommere i Pilestrædet, men vel det sidste. Ikke at have Grund i nogen Videnskab, hvorhen al Stræben bør sigte, kan ikke danne andre, end flagrende Lærde, der vide noget hist, noget her, men intet heelt, og det de vide kan ikke afføde hos dem fast Overbeviisning om dets Rigtighed.
Disse villige og altid færdige Konstdommere falder der aldrig ind, at standse ved den Tanke, at der næsten vil samme, og det skader ikke større, Grad af Kundskab, til at fastsætte et Skrifts Værd, som dets Forfatter besidder; fattes denne Recensenten, læser han Skriftet hverken med Agtsomhed, ei heller besieles han af Eftersøgnings Aand for at
