103
OLIVER TWIST
og forvirrede Oliver. Det var Torvedag. Dyndet og Skarnet paa Torvet gik En op til Anklerne, og en tyk Damp, der steg op fra de endeløse Rækker Kreaturer, blandede sig med Taagen. Bønder, Slagtere, Kvægdrivere, Gadedrenge, Tyveknægte, Dagdrivere var stuvede sammen, og Hunde gøede, Køer brølte, Faar brægede, Svin gryntede, Prangere skraalte. Eder, Raab, Kiv og Klingren af Butiksklokker og hæse Vræl fra Værtshusene lød ud over Torvet, hvor uvaskede, ubarberede, lasede og skidne Skikkelser puffede og skubbede sig frem gennem Stimlen. — Men Sikes tog kun liden Notits af det altsammen. Et Par Gange nikkede han til en bekendt, og lige saa mange Gange modstod han Indbydelsen til en Morgendram. Forresten blev han ved at arbejde sig med Albuerne frem gennem Stimlen, indtil han endelig, stadig med Oliver i Haanden, var sluppet ud af den.
»Naada, Hvalp!« vrissede han og saa' op paa et Kirkeuhr, »straks 7! Du maa strække bedre ud. Hiv ikke saadan paa Skankerne, din Drivert!« Og han rykkede haardt i Olivers Haandled, — hvorefter Oliver slog over i et Slags kort Trav og holdt, saa godt som han kunde, Skridt med Indbrudstyven.
Først da de var kommen et Stykke udenfor Byen, sagtnede Sikes Farten. Han havde set, at der bag ved dem kom en tom Fragtvogn. Da Vognen indhentede dem, spurgte han med al den Høflighed, som han var Mand for at opdrive, om de maatte køre med. — »Ja, sid kun op!« sagde Kusken. Og han lagde til: »Er det Deres Dreng?«
»Ja vel er det det!« svarede Sikes og saa' stivt paa Oliver og stak ligesom tilfældigt Haanden ned i den Lomme, hvori Pistolen var.
»Din Fader har nok gaaet for stærkt for dig, hvad, min Ven?« spurgte Kusken, som saa', at Oliver var saa forpustet.
»Ikke Spor!« forklarede Sikes, »det er han vant til.... Saa! tag her ved min Haand, Ned! Op med dig!« — Og han hjalp Oliver op i Vognen, hvor Kusken pegede paa en Bunke Sække og sagde, at der kunde de sætte sig.
De kørte saa forbi den ene Fjerdingvejpæl efter den anden, og det blev Oliver mer og mer gaadefuldt, hvor Sikes vilde hen med ham. Langt om længe kom de til en Kro, hvor en Sidevej drejede af, her holdt Vognen. Sikes kravlede gesvindt af, stadig holdende Oliver i Haanden. Og idet han løftede ham ned, saa' han edderspændt paa ham og klaskede betydningsfuldt med sin anden Haand paa Sidelommen.
»Farvel, Dreng!« sagde Kusken.
»Han er en Drivert,« svarede Sikes. »En rigtig Tværdriver! Bryd Dem bare ikke om ham!«
»Nej saagu'!« sagde Kusken og satte sig til Rette. — »Det er ellers et nysseligt Vejr!« Dermed kørte han.
Sikes blev staaende, til Vognen var forsvunden, og trak saa af igen med Oliver. De drejede ind paa Sidevejen, gik længe, forbi Landsteder med store Haver, og nærmede sig endelig til en By. Men først efter at de havde biet ude paa Marken et Par Timers Tid, søgte de, bag om Husene og langs Floden, ind i et gammelt Værtshus med udvisket Skilt,
