11
OLIVER TWIST
allerede dunstet bort, og Hr. Bumble var atter »kommenal Embedsmand«.
Oliver havde knap været et lille Kvarters Tid indenfor Fattighusets Mure og havde endnu ikke faaet gjort det af med en ny Rundtenom Brød, saa viste Hr. Bumble (der foreløbig havde overantvordet ham til en gammel Kjærling) sig paany og meddelte, at det var Direktions-Aften, samt at Direktionen vilde se Oliver straks med det samme.
Saasom Oliver ingen klar Forestilling havde om, hvad en Direktion var for noget, vidste han ikke ret, enten han skulde le eller græde derover. Han fik imidlertid ikke Stunder til at gruble videre; thi Hr. Bumble vækkede ham med et Knubs i Hovedet af sin Stok, og førte ham saa ind i en stor Sal med hvidtede Vægge, hvor en halv Snes tykke Herrer sad omkring et Bord. For Enden af Bordet tronede i en højrygget Lænestol en ualmindelig trivelig Herre med et rundt og blussende rødt Ansigt.
»Buk for Direktionen!« sagde Hr. Bumble, hvorefter Oliver tørte et Par Taarer af, der var blevet hængende i hans Øjne, og bukkede paa Lykke og Fromme for Direktionsbordet.
»Hvad hedder du, Dreng?« spurgte Herren i den højryggede Lænestol.
Oliver blev saa betuttet ved Synet af de mange Herrer, at han kom til at ryste, og Hr. Bumble gav ham et nyt Knubs, der fik ham til at græde. Han svarede altsaa meget sagte og nølende. En Herre med hvid Vest erklærede derpaa, at han var et Kvæg. hvilket naturligvis var et ypperligt Middel til at indgyde ham Mod.
»Hør nu efter, Dreng,« sagde saa Herren i den højryggede Lænestol, »du véd jo vel, at du er en Vajse?«
»Hvad er dét for en?« spurgte stakkels Oliver.
»Ja, var det ikke det, jeg straks sagde — det er et rent Kvæg, den Dreng!« forsikrede den hvid-vestede Herre i en yderst bestemt Tone.
»Hys!« sagde Herren, der havde talt først. — »Du véd jo da nok, at du har hverken Fader eller Moder og bliver forsørget af Sognet?«
»Jo, Herre,« svarede Oliver og græd bitterlig.
»Hvad tuder du for?« spurgte den hvid-vestede Herre. Og det var jo virkelig ogsaa højst paafaldende — hvad kunde den Dreng have at græde over?
»Jeg haaber da, at du hver Aften beder din Aftenbøn,« bemærkede en anden Herre med barsk Høst, »og at du som en god Kristen beder for dem, der føder dig og tager sig af dig?«
»Jo, Herre,« stammede Oliver.
Herren, der havde talt sidst, havde uafvidende sagt noget meget sandt. Det vilde unægtelig have været meget kristeligt, ligefrem forbavsende kristeligt, dersom Oliver havde bedt for dem, der bespiste og sørgede for ham… Men han havde ikke gjort det, eftersom ingen havde lært ham det.
»Naa,« sagde den rødblussende Herre i den højryggede Stol, »og nu
