12
CHARLES DICKENS
har vi ladt Dig hente herover, for at Du kan blive opdraget og lære en nyttig Haandtering.«
»Fra i Morgen tidlig Kl. 6 begynder Du at pille Værk,« tilføjede den gnavne hvid-vestede Herre.
For de to Velgerningers Forening, i den simple Syssel at pille Værk, bukkede Oliver (efter Hr. Bumbles Anvisning) atter for Direktionen, og derefter blev han jaget ind i en stor Sal, hvor han fik Lov at græde sig i Søvn i en ussel og haard Seng. Stakkels Dreng! Og saa anede han dog ikke engang, at Direktionen selv samme Dag havde taget en Bestemmelse, som skulde faa den mest afgørende Indflydelse paa hans Fremtids Skæbne!
Direktionens Medlemmer var meget vise, dybsindige og eftertænksomme Mænd, og da de først havde fæstet deres Opmærksomhed paa Fattighuset, opdagede de øjeblikkelig, hvad jævne Dødelige aldrig vilde have indset, nemlig at Fattigfolk var rent forgabede i det Hus. Det var jo et rent Forlystelsessted for Fattigfolk, et Gæstgiveri, hvor der intet var at betale, — gratis Frokost, Middag, The og Aftensmad hele Aaret rundt. »Ho, ho!« sagde Direktionen og smilte snedigt, »nej saadan løber man ikke med os; det skal vi snart faa sat en Stopper for.« Og de indførte den Ordning, at Fattigfolk skulde have Valget (for Gud bevares! tvinge nogen vilde man ikke), Fattigfolk skulde have Valget mellem at sulte ihjel i Fattighuset lidt efter lidt — eller sulte ihjel udenfor det i en Ruf. De akkorderede med Vandvæsnet om at levere en ubegrænset Mængde Vand, og med en Melhandler om til visse Tider af Aaret at levere en stærkt begrænset Portion Havremel; hvorpaa de uddelte tynd Havresuppe tre Gange om Dagen, et Løg to Gange om Ugen samt 4½ Lod Brød om Søndagen. Desuden traf de en hel Del andre kloge og menneskekærlige Bestemmelser, som det er unødvendigt at opremse. Men al Hjælp var fra nu af uadskilleligt knyttet til Fattighuset og Havresuppen, — og det skræmte Fattigfolk.
Den ny Ordning blev indarbejdet i Løbet af det første halve Aar, efter at Oliver var blevet hentet tilbage. Til en Begyndelse faldt den noget bekostelig, paa Grund af Begravelsesvæsnets Regninger og paa Grund af at det blev nødvendigt at lægge alle Fattiglemmernes Tøj ind; thi efter et Par Ugers Havresuppe-Bespisning formelig flagrede Tøjet omkring deres slunkne, ludmagrede Skikkelser. Men snart blev Tallet paa Fattiglemmerne ligesaa tyndt som selve Lemmerne, — og Direktionen var henrykt.
Det Rum, hvori Drengene bespistes, var et Slags Bryggers med en stor Kedel i den ene Ende, hvoraf Økonomen (med Forklæde paa og hjulpen af en eller to Kvinder) øste Havresuppen op ved Maaltiderne: en Skaal fuld til hver Dreng, men aldrig mer, undtagen ved festlige Lejligheder, da de i Tilgift fik 4½ Lod Brød. Skaalene behøvede ikke at vaskes, for Drengene polerede dem saadan af med Skeerne, at de blev ganske blanke igen. Og naar Drengene saa var færdige med denne Renselsesfest (der ikke tog lang Tid, eftersom Skaalene ikke var synderligt større end Skeerne), sad de og stirrede saa begærligt paa Kobber-
