127
OLIVER TWIST
Jøden og smilte. »Og forresten er hun os heller slet ikke i Vejen. Jeg kender den Slags Tøse, Monks. Saa snart Drengen begynder at blive lidt forhærdet, vil hun ikke kere sig mer om ham end om et Stykke Brænde. De vil have ham til Tyv? Hvis han er i Live, saa kan jeg nu gøre ham til det. Og hvis« (Jøden rykkede lidt nærmere hen til sin Gæst) »ja forstaa mig ret, det er jo slet ikke rimeligt! — men hvis det værste skulde være sket, og han er død — — —«
»Det har jeg ingen Del i!« udbrød Monks forskrækket og greb med rystende Haand Jøden om Armen. »Husk vel paa dèt, Fagin: det har jeg ingen Del i. Jeg sagde Dem, lige fra første Dag: alt, undtagen Døden! Ingen Blodsudgydelse! Det kommer altid for en Dag og nager En desuden bag efter. Har de skudt ham, saa er det ikke min Skyld, hører De! — Satan i Helvede, hvad var det?!«
»Hvad?!« skreg Jøden og greb med begge Arme om Monks, da denne pludselig sprang op.
»Dér!« hviskede Monks og stirrede paa Væggen lige overfor: »Skyggen, — jeg saa' Skyggen af et Fruentimmer, i Kaabe og Hat, den gled som et Pust hen over Væggen!«
Jøden slap ham, og begge styrtede fortumlet ud. Lyset stod der udenfor og flakkede i Trækvinden og viste dem den øde Trappegang og deres egne blege Ansigter. De lyttede spændt; men der var dødsstille i hele Huset.
»Det er noget, De har bildt Dem ind!« sagde endelig Jøden og tog Lyset op og vendte sig om mod Monks.
»Jeg tør sværge paa, at jeg saa' det!« svarede Monks, rystende over hele Kroppen. »Det bøjede sig frem, da jeg fik Øje paa det, og i samme Nu, som jeg talte til Dem om det, forsvandt det.«
Jøden skævede haanligt om paa hans blege Ansigt, og gav sig til at gaa op ad Trappen, idet han bemærkede, at Monks kunde jo gaa med, hvis han havde Lyst. De saa' ind i hvert eneste Værelse: der var tomt og mørkt og koldt. Saa gik de ned i Gangen og ned i Kælderen: overalt var der stille som i en Grav.
»Naa, hvad siger De saa?« spurgte Jøden. »Foruden os er der ikke en levende Sjæl i Huset, undtagen Fregne-Tom og Drengene. Og dem havde jeg laaset af for, før vi gik op!«
Monks var efterhaanden blevet højst vaklende i sine Forsikringer. Tilsidst brast han endog i Latter og sagde, at dèr havde rigtignok hans Fantasi spillet ham et slemt Puds. Men han havde dog ikke Lyst til at fortsætte den afbrudte Samtale. Han kom pludselig i Tanke om, at det var jo blevet sent, — og det elskelige Par skiltes altsaa.
