128
CHARLES DICKENS
27.
Bumble & Kompagni.
Efterat Hr. Bumble gentagne Gange havde talt Teskeerne og vejet Sukkertangen og vurderet Flødekanden og mønstret Bohavet lige ned til det Hestehaars-Betræk paa Stolene, faldt det ham ind, om monstro Madam Corney nu ikke snart kom tilbage. Tanker avler Tanker. Saasom endnu ikke en eneste Lyd bebudede, at Madamen nærmede sig, faldt det ham yderligere ind, at han paa en uskyldig og Gud velbehagelig Maade kunde fordrive Tiden og tilfredsstille sin Nysgerrighed, dersom han underkastede Madamens Dragkiste et flygtigt Eftersyn. Da han altsaa havde lyttet lidt ved Nøglehullet og forvisset sig om, at ingen kom, begyndte han, fra neden af, at undersøge de lange Skuffer. De var fulde af gode og velholdte Klædningsstykker, hvilket lod til at tiltale ham saare. I den øverste Skuffe tilhøjre opdagede han desuden en lille aflaaset Kasse, som, da han rystede den, gav en nydelig Lyd af raslende og klingrende Penge fra sig. Saa gik Hr. Bumble med adstadige Skridt hen og stillede sig igen op foran Kakkelovnen og sagde halvhøjt, med en alvorsfuldt. besluttet Mine: »Jeg gør det!« Hvorpaa han det næste Øjeblik virrede skelmsk med Hovedet, som om han indprentede sig selv, at han var dog en durkdreven Rad, og sluttelig med synligt Velbehag og Interesse gav sig til at betragte sine Lægge.
Bedst som han stod fordybet i denne behagelige Beskæftigelse, kom Madam Corney farende ind, kastede sig paa en Stol henne ved Kakkelovnen, holdt den ene Haand for Øjnene, trykkede den anden mod sit Hjerte, og snappede efter Vejret.
»Men hvad er det, Madam?« spurgte Bumble og bøjede sig ned over hende. »Er der sket noget slemt? Men saa svar dog, Madam! Jeg staar her som — paa —.« Han kunde i sin Befippelse ikke finde Ordet »Gløder« og sagde saa i Stedet for »Glasskaar«.
»Aa, Bumble,« udbrød Damen, »jeg er, som jeg var mørbanket!«
»Hvad for noget, mørbanket?!« gentog Bumble forbitret… »Naa-aa, jeg forstaar,« rettede han sig selv med vanlig Værdighed, »det er disse gudsforgaaene Fattighuslemmer…«
»Det er rædsomt at tænke paa!« hviskede Madamen og gøs.
»Saa lad vær' at tænke paa det, Madam!« bad Bumble medfølende. »Tag en lille Slurk!«
»Ikke for alt i Verden!« erklærede Madam Corney. »Drikke noget nu… umuligt! Uh!… Aah! aah, henne paa den øverste Hylde tilhøjre! aah! aah!« Hun var vistnok ikke ganske ved sin Samling, siden hun pegede hen mod Hjørneskabet. Men Bumble fo'r alligevel derhen. fik fat i en grøn Flaske, skænkede en Tekop fuld, og holdt Koppen op til Damens Mund. — Hvorefter Damen drak det halve.
»Nu gaar det bedre!« sagde derefter Madamen. Bumble saa' taknemligt mod Himlen, vendte derpaa atter Blikket mod Koppen og førte denne op til sin Næse og snusede.
