130
CHARLES DICKENS
»Det er et rigtig rart Værelse dette her!« bemærkede Bumble og saa' sig om i Stuen. »Naar der kom et til, blev det en hel lille Lejlighed, Madam.«
»Det vilde være for meget til et enligt Menneske!« mumlede Madamen.
»Ja men ikke til to!« indvendte Bumble smægtende. »Hvadbehager, Madam?«
Ved disse Ord sænkede Madamen sit Hoved, og Bumble sænkede ligeledes sit, for at komme til at se hende ind i Ansigtet. Da drejede Madamen tugtigt sit Hoved til Siden og famlede med Haanden efter sit Lommetørklæde. Men ved en Fejltagelse gled Haanden ned i Hr. Bumbles Haand.
»Direktionen giver Dem jo frit Brændsel, Madam?« spurgte Bumble og trykkede ømt hendes Haand.
»Ja, og ogsaa frit Lys,« sagde Madamen og gengældte Trykket.
»Fri Bolig og Lys og Brændsel!« udbrød Bumble. »Aa, Madam, De er en Engel!«
Dette lidenskabelige Udbrud kunde Madamen ikke modstaa. Hun sank i Bumbles Favn, og han trykkede bevæget et brændende Kys paa hendes kydske Næse. — »De er den dejligste af alle kommenale Kvinder!« erklærede han henrykt. »Vèd De, søde, at det nu i Aften er blevet meget værre med Inspektøren?«
»Ja,« hviskede Madamen undseligt.
»Doktoren siger, han gør det ikke en Uge endnu,« fortsatte Bumble. »Og lige saa snart han er død, maa Pladsen besættes igen. Aa, Madam Corney, — sikke Udsigter, sikke Udsigter der aabner sig!«
Madamen hulkede.
»Sig saa bare det ene lille Ord, sødeste Corney!« bad Bumble og bøjede sig ind over hende. »Det lille bitte Ord?!«
»J-a-a!« henaandede Madam Corney.
»Og saa et eneste Ord til! Behersk Deres velsignede Følelser et Sekund, saa De kan sige mig, naar det skal være?«
Hun forsøgte to Gange at tale, men Stemmen svigtede. Endelig tog hun Mod til sig, slyngede Armene om Bumbles Nakke og sagde, at det kunde blive, saasnart han selv vilde, og at han var saa grueligt sød.
Efter at Tingene var blevet klarede paa denne venskabelige og tilfredsstillende Maade, bekræftedes Overenskomsten højtideligt med nok en Kop Pebermyntevand, hvilken Damens stærke Sindsbevægelse gjorde uundgaaeligt fornøden. Medens Koppen blev tømt, fortalte hun saa Hr. Bumble, at den gamle Kone var død.
»Meget vel!« erklærede han og slubrede sit Pebermynte-Vand i sig. »Naar jeg gaar hjem, kigger jeg ind til Sowerberry og siger ham Besked om at sende Kiste til hende i Morgen. Men hvad var det, der havde gjort dig saa forskrækket, min Snut?«
»Aah det var ikke noget videre, sødeste!« svarede Damen undvigende.
»Men hvorfor vil du nu ikke sige din egen Basse det?«
