135
OLIVER TWIST
Barmhjertighed?! — Det var det selvsamme Hus, som de havde haft i Sinde at plyndre!
Han blev i den Grad forfærdet, at han endog et Øjeblik glemte Smerten fra sit Saar og blot tænkte paa at flygte. Ja, flygte?! Han kunde næsten ikke holde sig oprejst, og hvor skulde han desuden have flygtet hen? Han stødte mod Gitterporten. Den var ikke lukket, den gik op. Og han vaklede hen over Gaardspladsen, krøb besværligt op ad Trappen til den lille Portal, bankede sagte paa Døren. Men saa svigtede Kræfterne ham, og han sank ned ved den nærmeste Pille.
Tilfældigvis sad just i det samme Giles, Brittles og Kedelflikkeren nede i Køkkenet og styrkede sig ovenpaa Nattens Rædsler og Strabadser med en Kop Te samt Smørrebrød. Giles havde ellers ikke for Skik at omgaas det lavere Tyende, undtagen med en Slags velvillig Nedladenhed, som kunde erindre om hans højere sociale Stilling. Men Dødsfald, Ildebrand og Indbrud gør alle Mennesker lige. Altsaa sad nu Hr. Giles foran Ovnen med vidt udstrakte Ben og med venstre Arm lænet paa Bordet. Med højre Haand illustrerede han omstændeligt en Beretning angaaende Indbrudet, som hans Tilhørere, især den tilstedeværende Kokkepige og Stuepige, paahørte i aandeløs Spænding.
»Klokken kunde vel være halv tree, forklarede han, »da jeg vaagner og vender mig om i Sengen (han vendte sig om paa Stolen og trak Fligen af Dugen ind over sig, ligesom den kunde have været et Sengetæppe). Og saa hører jeg en Støj, — ligesom noget blev sprængt…«
»Det var mere, som naar man skraber med et Søm paa et Rivejern,« indskød Brittles.
»Saadan var det maaske, da du hørte det,« fejede Giles ham af. »Da jeg hørte det, lød det, som om noget blev sprængt… Jeg kaster saa Tæppet til Side (han slog Dugen lidt til Side) sætter mig over Ende i Sengen og lytter.«
Kokkepigen og Stuepigen sagde i Munden paa hinanden »Gud!« og rykkede deres Stole tættere sammen.
»Der er nogen,« fortsatte Giles, »som brækker en Dør eller et Vindue op, tænkte jeg. Hvad skal du gøre? Vække den stakkels Brittles, ellers bliver han myrdet i sin Seng. De skærer maaske Halsen over paa ham fra det ene Øre til det andet, inden han véd af det.«
Alles Blik fæstedes paa Brittles, der atter fæstede sit Blik paa Giles og stirrede paa ham med aaben Mund og i den aller yderste Rædsel.
»Jeg kaster Tæppet helt af mig,« vedblev Giles, og han skød Dugen langt fra sig og saa' vist paa Pigerne, »lister ud af Sengen, trækker i et Par — — —«
»Der er Damer til Stede, Hr. Giles!« mumlede Kedelflikkeren.
»Trækker i et Par Sko« fortsatte Giles, med et irettesættende Blik til Kedelflikkeren og med stærkt Eftertryk paa Ordet »Sko«, — »tager den ladte Pistol, der altid ligger ovenpaa Kurven med Sølvtøjet, lister ind til Brittles, faar ham rusket vaagen og siger til ham: »Brittles, siger jeg, bliv nu ikke forskrækket!««
»Ja,« indrømmede Brittles med skælvende Røst, »det sagde De!«
