136
CHARLES DICKENS
»Og blev han slet ikke forskrækket?« spurgte Kokkepigen.
»Ikke Spor!« erklærede Giles, »han var fuldstændig rolig, næsten ligesaa rolig som jeg selv… Naa… saa tager vi en Blændlygte, som staar derinde paa Bordét, og famler os ned ad Trappen i ravende Bælgmørke.«
Han havde rejst sig og gik et Par Skridt fremad med lukkede Øjne, for at udstyre sin Beskrivelse med den behørige Aktion. Men i det samme stoppede han, og ligesom det øvrige Selskab sank han baglænds tilbage paa Stolen. Pigerne gav et Skrig fra sig.
»Der var nogen, der bankede!« sagde han endelig og anstrengte sig for at lade rolig. »Gaa og luk op, én af Jer!«
Ingen rørte sig.
»Det er underligt, at der kan blive banket paa saa tidligt om Morgenen,« mumlede han og saa' om paa de andre, der var ligesaa blege som han selv. »Men lukkes op maa der jo! Naa! hører I ikke?!«
Han saa' paa Brittles. Men denne unge Mand var af Naturen meget beskeden, saa formodenlig tænkte han, at Ordene kunde umuligt gælde ham. Derefter saa' Giles paa Kedelflikkeren. Men denne Herre var pludselig falden i Søvn. Og om Pigerne kunde der jo ikke være Tale.
Der blev en lille Pavse. »Ja hvis Brittles hellere vil lukke op i Vidners Overværelse,« sagde Giles, »saa er jeg villig til at være et af Vidnerne!«
»Det er jeg med!« erklærede Kedelflikkeren og vaagnede ligesaa pludselig, som han var sovet ind.
Paa disse Vilkaar kapitulerede Brittles. Og da man havde faaet Vinduesskodderne op og set, at det var højlys Dag, og havde faaet ikke saa lidt mere Mod ved den Opdagelse, drog man afsted, med Hundene i Spidsen og med Pigerne (der var bange for at være ene) som Bagtrup. Efter Giles' Raad talte de allesammen højt, for at advare muligt ildesindede Personer udenfor Døren om, at de var mandsstærke. Og ifølge et af samme opfindsomme Herre udpønsket, fortrinligt Krigspuds kneb man Hunden i Halen, saa at de gav sig til at gø. Derpaa greb Giles fast om Kedelflikkerens Arm (for at han ikke skulde stikke af, bemærkede Hr. Giles spøgefuldt) og gav Kommando om at aabne Gadedøren. Brittles adlød. Og idet man saa skævede ud over hinandens Skulder, var alt hvad forfærdeligt man fik Øje paa — stakkels lille Oliver Twist, som bleg og kraftesløs paakaldte deres Barmhjertighed med et maalløst Blik.
»Det er en Dreng!« udbrød Hr. Giles og skubbede behjertet Kedelflikkeren af Vejen og sig selv frem. »Hvad er der med dig? — — hæ! … Næh! Brittles! se her! kan du ikke kende…?!«
Brittles, som havde staaet gemt bag Døren, udstødte et Genkendelsens Skrig. Giles greb Drengen ved det ene Ben og den ene Arm (heldigvis ikke den saarede) og haledè ham saa lang han var ind paa Flisegulvet. »Her er han!« skraalte han, umaadelig ophidset, op ad Trappen, »her er en af Tyvene, Frue! en af Tyvene, Frøkenen! han, der blev saaret, Frøken! Det var mig, der skød ham, Frøken! Brittles holdt Lyset!«
