151
OLIVER TWIST
31.
Nyt Liv.
Oliver gik meget igennem. Smerterne fra Saaret og Udmattelsen havde (i Forening med al den Kulde og Fugtighed, som han havde døjet) paaført ham en Feber, der varede flere Uger og tog stærkt paa ham. Men omsider begyndte han dog at komme sig, saa at han undertiden, med Taarer i Øjnene, kunde fremstamme nogle Ord om, hvor de to Damer dog var velsignet gode imod ham, og hvor inderligt han haabede, at han en Gang, om end aldrig saa lidt, maatte kunne vise dem, at den stakkels Dreng, som deres Barmhjertighed havde frelst, intet højere Ønske havde end at tjene dem.
»Din lille Stakkel,« sagde Frøken Rosa en Dag, da Oliver sagte havde faaet fremstammet sin Tak, »du skal saamænd nok faa Lejlighed til at gøre os Tjenester. Vi tager snart længere ud paa Landet, og Tante har sagt, at du skal følge med. Der vil du hurtigt komme dig, og dèr vil der være de hundrede Ting, hvorved du kan være os til Nytte. Blot du gør dig halvt saa megen Umag, som du nu siger, vil jeg være rigtig, rigtigt glad for dig.«
»Glad, Frøken?!« udbrød Oliver. »Hvor det er kønt, at De vil tale saadan!«
»Du kan stole paa, hvad jeg siger!« svarede den unge Dame. »Jeg er lykkelig over, at min velsignede Tante er blevet Midlet til at frelse et Menneske fra al den Elendighed, som du har fortalt os om. Men jeg vilde være dobbelt lykkelig ved at vide, at Genstanden for hendes Godhed var hende oprigtig taknemlig og hengiven. Kan du ikke forstaa dèt?« spurgte hun, da hun saa', at Oliver havde sat et underlig eftertænksomt Ansigt op.
»Jo, Frøken, jo,« sagde Oliver ivrigt. »Men jeg kom til at tænke paa, at nu er jeg jo paa en Maade alligevel utaknemlig.«
»Mod hvem?«
»Mod den gamle Herre og hans rare Husholderske, som tog sig saa mildt af mig,« svarede han. »Jeg tror, det vilde glæde dem, dersom de vidste, hvor godt jeg har faaet det.«
»Ja det er jeg vis paa,« sagde Frøken Rosa. »Doktor Losberne har ogsaa været saa god at love, at saa snart du er blevet rask nok til at kunne taale det, vil han en Dag køre derind med dig.«
»Har han virkelig, Frøken?!« udbrød Oliver glædestraalende. »Nej —! jeg véd slet ikke, hvad jeg vil gøre af Glæde, naar jeg faar de kære Ansigter at se igen!«
Det varede ikke saa længe, før Oliver blev stærk nok til at kunne taale den lille Udflugt, og en Morgenstund kørte altsaa han og Doktor Losberne afsted i en lille Kaleschevogn, som tilhørte Fru Maylie. Idet de kørte over Broen udenfor den nærliggende lille By, blegnede Oliver og udstødte et Skrig. »Se dèr! Huset dér!« sagde han og pegede ivrigt ud ad Vognvinduet.
