170
CHARLES DICKENS
spurgte han sagte: »Og dine Grunde til den Beslutning, — bliver du vred, fordi jeg spørger om dem?«
»Nej,« svarede hun, »du har Ret til at faa dem at vide. Men du kan ikke sige noget, der kan bringe mig til at ændre Beslutningen. Det er en Pligt mod mig selv — som den fattige, frændeløse Pige, der har en Plet paa sit Navn, — at jeg ikke maa give Folk Grund til at antage, at jeg af lave Hensyn har føjet mig efter din første Kærlighed og hængt mig selv som en Klods om alle dine Haab og Fremtidsplaner. Og det er en Pligt mod din Familie, at jeg forhindrer din sværmerisk fyrige Natur fra at spærre for sig selv al Fremgang i Verden!«
»Ja dersom din Tilbøjelighed og din Pligtfølelse falder sammen —?« begyndte Harry.
»Det gør den ikke,« indskød hun og blev blussende rød.
»Saa gengælder du altsaa min Kærlighed? Sig mig det, Rosa, sig mig det, gør min bitre Skuffelse lidt mildere!«
»Hvis jeg kunde have gengældt den uden at volde ham Fortræd, som jeg elsker, saa — vilde jeg —«
»Have svaret mig anderledes?« spurgte han lidenskabeligt. »Aa, Rosa, tal ud!«
»Ja — jeg vilde....! Men,« tilføjede hun og trak sin Haand til sig, »hvorfor skal vi forlænge denne pinlige Samtale?… Skøndt! den har dog ogsaa bragt mig Lykke. Det vil altid være mig en Fryd at vide, at du en Gang har sat mig saa højt; og hvert Fremskridt, du gør, vil give mig ny Kraft og Sikkerhed.... Lev saa vel, Harry! Saadan, som vi har mødtes i Dag, mødes vi aldrig mer. Men under andre Forhold end dem, som Samtalen her kunde have skabt, haaber jeg, at vi længe maa ses og holde sammen. Og alle mine Bønner skal nedbede Velsignelse over dig.«
»Blot ét Ord endnu, Rosa!« bad han og knælte ned foran hende. »Hvis jeg nu havde været mindre »lykkeligt« stillet, som Verden kalder det, hvis jeg havde været henvist til at leve et ubemærket Liv, eller jeg maaske havde været fattig og syg og hjælpeløs, vilde du saa ogsaa have vendt dig fra mig? Er det kun, fordi jeg har Udsigt til Ære og Rigdom, at din Fødsel skræmmer dig saadan?… Aa nej, nej, Rosa, ti ikke! Husk paa, hvad du med et Par Ord kan gøre for den, der elsker dig højere end sit Liv! Ved alt, hvad jeg har lidt for din Skyld, og ved alt, hvad jeg kommer til at lide nu efter dit Svar: sig mig det!«
»Hvis din Stilling havde været en anden, end den er,« hviskede hun, og Taarerne løb hende ned over Kinderne, »saa — vilde jeg maaske være blevet sparet for denne Prøvelse. Men nu maa jeg gaa, Harry —!« Og hun rakte Haanden ud imod ham.
»Lov mig blot ét!« bønfaldt han: »at jeg en eneste Gang endnu — naar der er gaaet nogen Tid — maa tale til dig om denne Sag!… Nej, nej!« tilføjede han, »ikke for at trænge ind paa dig, det sværger jeg dig til, — kun for at høre dig gentage dit Svar, hvis du gentager det!«
»Som du vil,« mumlede hun. »Det vil jo kun blive en Smerte til, — og til den Tid kan jeg maaske bære den bedre!«
