Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

171

OLIVER TWIST

Hun rakte ham igen Haanden. Men han trykkede hende ind til sig, kyssede hende paa den fine Pande, og gik saa hurtigt ud af Stuen.

35.
Et kort Kapitel.

»Saa De tager altsaa af Sted sammen med mig nu til Morgen?« spurgte Dr. Losberne, da Harry Maylie satte sig hen til ham og Oliver ved Frokostbordet. »Men De skifter jo Sind over et Dørtrin, Menneske!«

»De skal forhaabenlig nok en Gang komme til at dømme anderledes om mig!« svarede Harry og blev uden paaviselig Grund rød i Hovedet.

»Ja forhaabenlig!« svarede Doktoren, »skøndt ærlig talt, jeg tvivler stærkt. I Gaar Morges var De pludselig kommet paa det rene med, at De vilde blive og som en god Søn følge Deres Moder ned til Kysten. Lidt før Middag meddelte De mig, at De vilde gøre mig den Ære, at følges med mig, saa langt som min Vej gaar hen ad Londoner-Vejen. Og endelig i Aftes bad De mig hemmelighedsfuldt om, at vi skulde tage af Sted, før Damerne var staaet op. Følgen er, at nu maa Oliver sidde lænket her til Bordet, i Stedet for at han skulde have strejfet rundt i Enge og sanket botaniske Vidundere. Synes du ikke ogsaa, Oliver, at dèt er for stivt?«

»Det vilde have gjort mig meget ondt, hvis jeg ikke havde været hjemme, naar De og Hr. Maylie rejser!« svarede Oliver.

»Hm, flink Dreng!« sagde Doktoren; »skal komme over at besøge mig, naar I er sluppet hjem igen!… Naa, men nu ét Spøg, et andet Alvor, Harry! er det et Budskab fra Stormagterne, der har bevirket dette pludselige Jag med at komme afsted?«

»Jeg har aldeles ikke, medens jeg har opholdt mig her, faaet noget Budskab fra »Stormagterne«, hvorved der vel forstaas bl. a. min højfornemme Onkel.«

»De er en løjerlig Fætter!« mente Doktoren og saa' paa ham. »Naa, man vil vel have Dem valgt ind i Thinget nu til Jul; og saadanne pludselige Omslag i Betragtninger og Standpunkter er jo altid en god Forberedelse til det politiske Liv. Træning maa der til, hvad enten det saa gælder en Position eller et Sølvbæger eller en Førstepræmie!«

Harry Maylie satte et Ansigt op, som om han havde i Sinde at stoppe Munden paa Doktoren med et Par generende Bemærkninger. Men han nøjedes dog med at svare: »Vi faar at se!« og der blev saa ikke talt mere om Sagen. Straks efter kørte Vognen op foran Døren, Giles bar Tøjet ud, Doktoren skyndte sig bag efter for at paase, at det blev surret ordenligt fast.

»Aa, Oliver!« sagde Harry halvhøjt, »jeg vil gerne tale et Par Ord med dig.«