Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

172

CHARLES DICKENS

Oliver gik hen til ham i Vindus-Fordybningen, hvor han stod, — og undrede sig over, at han lod paa én Gang forknyt og urolig.

»Nu skriver du jo meget godt, ikke sandt?« spurgte Harry og lagde sin ene Haand paa Drengens Skulder.

»Jo, — saa temmelig.«

»Jeg kommer maaske ikke hjem igen for det første og vilde gerne have, at du skrev til mig — f. Eks. hver fjortende Dag, hveranden Mandag, blot under Adresse til Hovedpostgaarden i London. Vil du dèt?«

»Ja det vil jeg rigtignok, Hr. —!« svarede Oliver, helt stolt over hans Forlangende.

»Jeg vilde gerne have, du skulde skrive til mig om, hvordan Moder — og Frk. Maylie har det,« fortsatte Harry. »Du maa godt fylde et helt Ark med at fortælle, hvad I tager Eder for, og hvad I har talt om, og om hun — jeg mener: om de lader til at være glade og har det godt. Forstaar du mig?«

»Jo, Hr. —«

»Men jeg vil helst have, du ikke taler til nogen om det!« tilføjede Harry med paafaldende Hast: »for saa vilde maaske Moder mene, at hun burde skrive tiere, og jeg vil saa nødig plage hende. Lad det blive mellem os! Men skriv saa rigtig udførligt!«

Oliver »følte sig« betydeligt og lovede at være baade tavs og udførlig. Hvorefter Harry sagde Farvel til ham og gentagne Gange forsikrede ham om, at han var hans Ven.

Dr. Losberne sad allerede i Vognen; Giles (som skulde blive hos Fruen) stod og holdt Vogndøren aaben; inde fra Haven saa' Tjenestepigerne til. — Harry skottede flygtigt op til Frk. Rosa's Vindu, og sprang saa rask ind og satte sig ved Siden af Doktoren:

»Kør!« raabte han til Kusken; »gesvindt! i Galop! I Dag maa det gaa som en Storm!«

»Naa-naa-naa!« udbrød Doktoren og slog hurtigt Forvinduet ned og sagde til Kusken: »Jeg kan godt hjælpe mig med lidt mindre end Storm, — hører du!«

Vognen raslede afsted. Saa døde Larmen mer og mer hen, — et Øjeblik skjultes Vognen af en Støvsky, — kom atter frem — og blev tilsidst helt borte. Da saa ogsaa Støvskyen var forsvundet, spredtes Tilskuerne.

Der var dog én, som blev ved at se længe endnu hen ad den Kant. Oppe bag det hvide Gardin, som havde skjult hende for Harry's Øjne, sad Frk. Rosa.

»Han lod til at være livlig og fornøjet,« sagde hun hen for sig. »Jeg var bange for, at han ikke skulde have været det, — men jeg tog fejl. Gudskelov, saa er jeg glad!«

Taarer kan jo være Tegn baade paa Glæde og paa Sorg. Men de, der gled ned over Frk. Rosa's Kinder, medens hun sad deroppe og stirrede tankefuldt i en og samme Retning, de syntes næsten mer at tyde paa Sorg end paa Glæde.