176
CHARLES DICKENS
»Aa, min Ven,« mumlede han, »jeg anede ikke, du var her!«
»Anede du ikke, at jeg var her?« gentog hans Madam skarpt. »Hvad havde du da her at gøre?«
»Jeg syntes, de snakkede saa meget; saa de kunde ikke arbejde ordenligt, min Ven,« erklærede Bumble og skævede hen efter et Par gamle Kærlinger, der lod til at nyde Hr. Inspektørens Ydmygelse.
»Naa du syntes, de snakkede for meget?« spurgte Madam Bumble. »Hvad rager det dig?»
»Nej, kære Ven, men…!«
»Jeg siger, hvad rager det dig?«
»Nej, naturligvis, kære Ven, her er det dig, der kommanderer!« indrømmede Bumble. »Men… jeg tænkte, du var maaske ikke i Øjeblikket til Stede…«
»Nu skal jeg sige dig noget, Bumble,« svarede Madamen, »her har vi aldeles ingen Brug for dig! Du gaar og stikker din Næse i Ting, der slet ikke kommer dig ved, og gør dig til Nar for hvert eneste Menneske i Huset, saa de griner af dig alle sammen, saa snart du vender dem Ryggen. Saa! se saa at kradse af!«
Og da han nølede et Øjeblik, snappede hun en Strippe med Sæbevand og erklærede bestemt, at hvis han ikke paa Øjeblikket forsvandt, skulde han faa Strippens Indhold lige i Fjæset paa sin skabagtige Person.
Hvad skulde han gøre? Han saa' sig forknyt om og listede hen til Døren, medens Kærlingernes Fnisen steg til en skraldende Latter. Ogsaa dèt! Endog i Fattiglemmernes Øjne havde han mistet Ære og Anseelse! Fra et Kommenalbuds Majestætiskhed var han sunket ned til en usselig Ægtemand, som stod under Tøflen! »Paa to Maaneder!« tænkte han. »Endnu for knap to Maaneder siden — for to smaa bitte Maaneder siden var jeg min egen Herre og Herre over enhver, der hørte til det kommenale Fattigvæsen! Og saa nu! — nu!«
Han smak Drengen, der lukkede Porten op for ham, en paa Øret, og traadte ud paa Gaden.
Dér gik han længe Gade op og Gade ned. Tilsidst fik Motionen dæmpet det hidsigste af hans Sorg; men til Gengæld havde den gjort ham tørstig. Han gik forbi en Del Værtshuse, og standsede tilsidst inde i en Sidegade foran ét. hvor han kunde se over Gardinet, at der sad kun en enlig Gæst i Skænkestuen. I det samme begyndte det at regne stærkt. Det slog Hovedet paa Sømmet: han gik ind, og bestilte sig noget at drikke.
Manden, som sad derinde i Skænkestuen, var høj og mørk og havde en stor Kappe paa. Han lod til at være fremmed der i Byen og maatte nok have gaaet et godt Stykke Vej, for hans Tøj var støvet, og han saa' træt ud. Da Bumble traadte ind, skævede han op paa ham, men nedlod sig iøvrigt daarligt nok til at besvare hans Hilsen med et Nik.
Bumble havde Værdighed for to. Siden den fremmede var stor paa det, drak han sin Genevertoddy i Tavshed og fordybede sig med overmaade megen Selvfølelse i en Avis.
