178
CHARLES DICKENS
Saa brød den fremmede paany Tavsheden. — »Jeg synes, jeg har set Dem en Gang før?« sagde han. »De gik anderledes klædt dengang, og jeg saa' Dem kun paa Gaden; men jeg synes dog, jeg skulde kende Dem igen. De var Bud dengang, ikke sandt?«
»Jeg var Kommenalbud«, svarede Bumble, lidt overrasket.
»Ja rigtigt —« den fremmede nikkede — »det var i den Bestilling, jeg saa' Dem. Og hvad er De nu?«
»Inspektør paa Fattiggaarden,« sagde Bumble langsomt og med Eftertryk, han vilde paa Forhaand afskære al upassende Fortrolighed, som den fremmede muligvis ellers kunde have tilladt sig. »Fattiggaardens Inspektør, Højstærede.«
»Men De har vel et lige saa aabent Øje for Deres Fordel, som De altid har haft?« spurgte den fremmede, og da Bumble forbavset saa' op, stirrede han ham lige ind i Øjnene. »Snak De blot rent ud af Posen, De! De kan jo høre, at jeg kender Dem ret godt.«
»En gift Mand,« erklærede Bumble og skyggede med den ene Haand over Øjnene og mønstrede befippet den fremmede fra Top til Taa — »jeg mener, en Mand, der er gift, vil jo ligesaa gerne som en ugift tjene sig et Par Skilling, naar det kan ske paa en ærlig Maade. Kommenale Embedsmænd er ikke saa overdreven godt aflagte.«
Den fremmede smilte og nikkede igen hen for sig, som om han tænkte, at han ikke havde taget fejl af Manden. Saa ringede han paa Værten. »Aa, tag og fyld det Glas der!« sagde han og rakte ham Bumbles. »Rigtig varmt og stærkt! — det er vel saadan, De vil have det?«
Bumble rømmede sig saa smaat: »Naa-aa, ikke for stærkt…!«
»Ja De forstaar vel nok?« sagde den fremmede tørt. Hvorefter Værten smilte og gik, og lidt efter kom tilbage med et dampende Glas, hvoraf allerede den første Slurk drev Bumble Vandet i Øjnene.
Saa lukkede den fremmede Herre Døren og Vinduet. »Hør nu efter!« sagde han. »Jeg kom hertil i Dag for at opsøge Dem, og ved et af de Tilfælde, hvorved Fanden undertiden fører sine Folk sammen, kom De af Dem selv herind i Stuen, hvor jeg netop sad og tænkte paa Dem. Jeg ønsker nogle Oplysninger hos Dem, og skønt Ulejligheden ikke er stor, skal De ikke have den for intet. Tag dem der til at begynde med!«
Han skød et Par Guldstykker saa sagte hen over Bordet. som om han var bange for, at man inde i den anden Stue skulde kunne høre dem rasle. Bumble tog dem, undersøgte dem omhyggeligt, og da han havde overtydet sig om, at de var ikke falske, stak han dem yderst veltilfreds ned i sin Vestelomme.
»Se saa at huske Dem om!« fortsatte den fremmede: »Nu i Vinter for — lad mig se — tolv Aar siden!«
»Det var en lang Tid!« bemærkede Bumble. »Naa, — vel! Jeg er med.«
»I Fattighuset!«
»Vel!«
»Ved Nattetid.«
