183
OLIVER TWIST
»Maaske slet ingenting og maaske — 300 Kr.!« sagde Monks. »Tal ud og lad mig høre, hvad jeg har at rette mig efter!«
»Læg 200 til, lad det være fem hundrede Kroner! Saa skal jeg sige Dem alt, hvad jeg véd, men før ikke.«
»Fem hundrede Kroner?!« udbrød Monks og kastede sig tilbage paa Stolen.
»Jeg talte saa tydeligt, som jeg kunde«, erklærede Madamen.
Monks trak paa det og betænkte sig længe. »Hvis jeg nu betaler alle de Penge for ingen Verdens Ting?« mumlede han.
»Saa kan De let tage Pengene fra mig igen«, lød Svaret, »jeg er jo kun et Fruentimmer, og ene her, og uden Beskyttelse.«
»Nej, — nej, min Ven, hverken ene eller uden Beskyttelse!« indskød Hr. Bumble med let skælvende Stemme. »For jeg er her jo, min Ven! … Og desuden (hans Tænder klaprede en lille Smnle) er Hr. Monks altfor meget af en Gentleman, til at det kunde falde ham ind at ville bruge Vold mod kommenale Personer. Hr. Monks véd, at jeg ganske vist ikke er nogen ung Mand længer, min Ven, jeg staar, om jeg saa maa sige, ikke længer i min fulde Blomst; men Hr. Monks maa have hørt — maa ganske bestemt have hørt, min Ven, at jeg er en modig Embedsmand, og at jeg har temmelig ualmindelige Kræfter, saa snart som jeg tager mig sammen. Det er bare det, at jeg skal tage mig sammen!«
Hr. Bumble gjorde et melankolsk Forsøg paa med stolt Mandhaftighed at gribe efter sin Lygte. Samtidig viste det forskrækkede Udtryk i hans Ansigt, at han trængte ikke saa ganske lidt endda til at tage sig sammen, før han indlod sig paa krigeriske Demonstrationer, i det mindste overfor alle andre Personer end Fattiglemmer og lignende værgeløse Væsner.
»Du er en Torsk!« bemærkede hans Ægtehalvdel. »Se at holde din Bøtte!«
»Han maatte helst have ladt Bøtten blive hjemme, hvis han ikke kan tale sagte!« sagde Monks arrigt. »Naa saa det er Deres Husbond?«
»Pyh! Husbond?!« fniste Madamen og omgik Spørgsmaalet.
»Jeg tænkte mig det nok!« bemærkede Monks og opfangede det bistre Blik, som Madamen laante sin Ægtefælle. »Naa, saa meget desto bedre! jeg har mindre Betænkelighed ved at indlade mig med to Mennesker, naar jeg ser, at de ledes af én Vilje. Ja, det er mit Alvor, — se her!« Og han trak op af Lommen en Pung og talte 500 Kr. i Guld op paa Bordet og skød dem over til Madamen. »Værsaagod!« sagde han. »Fortæl saa væk,… saa snart det forbistrede Tordenbrag er ovre, som jeg mærker skal til at bralre løs over Huset.«
Tordenen lod virkelig til at være kommen meget nærmere, Skraldet lød, som om noget flængedes og splintredes lige oppe over deres Hoveder. Da det var forbi, løftede Monks Hovedet op fra Bordet og bøjede sig frem for at høre, hvad Madamen vilde fortælle. Ogsaa Ægteparret havde bøjet sig fremad, de tre Ansigter næsten rørte ved hverandre. Blege var
