202
CHARLES DICKENS
til at følge med! Vi tager straks derhen. Jeg skal blot have sagt til Tante, at vi kører ud en Timestid.«
Knap fem Minuter efter var de paa Vej. Da de kom hen til Huset, lod Rosa foreløbig Oliver blive siddende i Vognen (hun sagde, hun maatte forberede den gamle Herre paa Synet af ham), og sendte saa Tjeneren op med sit Kort og lod Hr. Brownlow bede om en Samtale i et meget vigtigt Anliggende. Tjeneren kom tilbage og bad hende ulejlige sig ovenpaa. Hun blev vist ind i et Værelse, hvor der sad en elskværdigt udseende ældre Herre i flaskegrøn Frakke, og ikke langt fra ham nok en ældre Herre, men i Nankins Benklæder og Gamascher. Sidstnævnte Herre saa' ikke fuldt saa indladende ud; han sad med begge Hænder foldede om Knappen paa en tyk Stok og støttede Hagen paa Hænderne.
»Aa om Forladelse!« udbrød Herren i den flaskegrønne Frakke og rejste sig hurtigt og forekommende, »jeg beder meget undskylde — jeg troede oprigtigt talt, det var en Tiggerske. — Vil Frøkenen ikke være saa venlig at tage Plads?«
»Formodenlig Hr. Brownlow?« spurgte Rosa ham (hun havde forinden set flygtigt hen paa den anden Herre).
»Til Tjeneste ja! Og det dèr er min Ven Hr. Grimwig!… Aa, Grimwig, vær saa venlig at lade os være ene et Øjeblik!«
»Jeg tror ikke, De behøver at ulejlige Deres Ven,« indskød Rosa. »Saa vidt jeg véd, er han fuldstændig inde i den Sag, som jeg ønsker at tale med Dem om.«
Grimwig, der havde rejst sig og bukket stift, bukkede endnu en Gang stift og satte sig.
»Det, jeg har at sige, vil vistnok overraske Dem,« begyndte Rosa lidt forlegen. »De har en Gang vist en kær ung Ven af mig saa megen Godhed og Velvilje, at det forhaabenlig vil glæde Dem at høre fra ham Igen.«
»Ah!« bemærkede Hr. Brownlow, »tør jeg spørge om Navnet…?«
»Oliver Twist.«
Ikke saa snart var de to Ord undslupne Rosas Mund, før Grimwig, der havde ladt, som om han fordybede sig i Studiet af en tyk Bog, slog Bogen i med et Klask, lænede sig langt tilbage paa Stolen, banlyste fra sit Ansigt ethvert andet Udtryk end Udtrykket af den fuldstændigste Forbavselse, og faldt hen i en langvarig, aandsfraværende Stirren. Saa rettede han sig omsider med et Ryk, blev ved at stirre frem for sig og udstødte en langtrukken, dyb Fløjten, som syntes at dø hen ikke i Luften, men nede i hans Maves aller inderste Kroge.
Hr. Brownlow var ikke blevet mindre overrasket, men hans Forbavselse ytrede sig paa en mindre usædvanlig Maade. Han flyttede sin Stol tættere hen til Rosas og sagde: »Jeg beder Dem, kære unge Frøken, lade fare al Tale om min »Godhed og Velvilje«, som De var saa elskværdig at kalde det! Men kan De give mig noget Bevis for, at jeg i sin Tid har bedømt den stakkels Dreng for strengt (noget for
