206
CHARLES DICKENS
ind til Aftensbordet? Ellers tro'r vel Oliver tilsidst, at vi er blevet kede af ham og sidder her og smeder sorte Planer om at støde ham ud i den vide Verden igen!«
41.
En gammel Bekendt af Oliver.
Selvsamme Aften som Nancy besøgte Frøken Rosa, kom et Par vandrende nordfra ad Kongevejen ind imod London. Den ene af dem, en Mandsperson, var en af disse langbenede, kalveknæede, ranglede Skikkelser, som det altid er svært at sige om, hvor gamle de er: for i Drengealderen ligner de Mænd, der er blevet sat i Væksten, og som Mænd ligner de Drenge, der er blevet for tidligt voksne. Fruentimmeret var ungt, men tæt bygget og kraftigt, hvad hun ogsaa maatte være for ikke at segne under den tunge Bylt, som var bundet hende paa Ryggen. Hendes Følgesvend har ingen anden Oppakning end et Lommetørklæde med noget i, det hang og dinglede paa Enden af den Stok, han gik med over Skulderen. Denne Omstændighed og saa hans meget lange Ben satte ham mageligt i Stand til at holde sig en halv Snes Skridt foran. Nu og da vendte han sig om til sin Ledsagerske og slog utaalmodigt med Nakken og gav ondt af sig. »Naa, kommer du saa snart? Sikken en Snegl du er, Charlotte!« sagde han og blev staaende.
»Det er ogsaa en drøj Dragt at slæbe paa, kan du tro!« svarede hun og kom fuldstændig udaset hen til ham og satte sig.
»Pyh! drøjt?! Det var ogsaa noget at snakke om, — hvad tror du ellers, du er til?« Og Noah Claypole (thi ham var det) flyttede Stokken med sin egen lille Bylt over paa den anden Skulder. »Hæ! skal du nu til at drive igen? Det er s'gu ogsaa til at gaa ud af sit gode Skind over! … Se nu at faa rejst dig! og rub dig, eller jeg sparker, du!«
Og da hans Næse blev helt højrød af Forbitrelse, rejste Fruentimmeret — Charlotte — sig og humpede videre.
»Hvor har Du i Sinde, vi skal tage ind i Nat, Noah?« spurgte hun noget efter.
»Ja hvor kan jeg vide dèt?« vrissede han, meget arrig over, at de endnu havde et godt Stykke Vej tilbage.
»Da vel her i Nærheden?«
»Nej det skal jeg dog ikke have noget af!«
»Hvorfor ikke?«
»Naar jeg siger, at jeg ikke vil noget, saa er det nok, der behøves ikke noget hvorfor eller derfor.«
»Saa! vær nu ikke saa gnaven!«
»Hæ, jo det var jo nydeligt, hvad, at lægge sig ind i det første det bedste Værtshus her lige udenfor Byen, saa at Sowerberry, naar han render efter os, bare behøvede at stikke sin gamle Snude indenfor, saa kunde han straks give os Haandjern paa og trække af med os!« vræn-
