Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/222

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

222

CHARLES DICKENS

44.
Løftet holdes.

Klokken slog tre Kvarter paa 12, da to Skikkelser dukkede frem paa Londoner-Broen. Den ene, et Fruentimmer, saa' sig ivrigt om, som om hun søgte efter nogen. Den anden, et Mandfolk, luskede frem, hvor der var mest Skygge, læmpede sine Skridt efter Fruentimmerets og skjulte sig nu og da i en af Nicherne paa Broen.

Natten var mørk. Det havde været et stygt Vejr den Dag, der var kun faa Mennesker ude. Over Floden laa en tæt Taage, som dæmpede det røde Skær af Lysene ombord i de mange smaa Fartøjer, og som gjorde de høje Huse langs Flodbredderne skummelt utydelige. Et Par Kirketaarne ragede diset op, men de mange Skibsmaster var næsten ikke til at se.

Fruentimmeret var et Par Gange (stadig fulgt af Spejderen) gaaet urolig frem og tilbage paa Broen. Nu rungede et Kirkeuhrs svære Slag gennem Luften, det var Midnat. Og knap to Minuter efter, at Lyden af det sidste Slag var døet hen, holdt en Droske tæt ved Broen; en ung Dame og en graahaaret Herre steg ud og kom hurtigt gaaende. Fruentimmeret paa Broen »skyndte sig hen til dem. De standsede med et Udbrud af Forbavselse, men betvang sig i samme Nu; thi en Fyr, der var klædt som en Fragtkusk, strøg just forbi dem, saa han formelig puffede dem til Side.

»Ikke her!« sagde Nancy, »jeg er bange. Følg med ned ad Trappen derhenne.«

Trappen, som Nancy havde peget paa, førte ned til en Landingsplads. Fragtkusken skyndte sig derhen og sneg sig ned. Trappen er i tre Afsatser. Ved den anden Afsats er der i Muren til venstre en Pille, som vender ud mod Floden, og naar man staar ud paa den, kan man ikke ses af nogen, der er blot et eneste Trin højere oppe paa Trappen. Her stillede Fragtkusken sig, med Ryggen op mod Pillen, og lyttede. Han var saa spændt, at han syntes, det varede en Evighed, før der kom nogen. Men endelig lod Fodtrin og straks efter Stemmer næsten lige ved hans Øre.

Hvad skal vi dog her i dette mørke, uhyggelige Hul?« spurgte den gamle Herre.

»Jeg er bange! svarede Nancy. »Der har været saadan en Angst over mig hele Dagen, saa jeg knap har kunnet holde mig oprejst. Og nu for, da jeg gik derhen, blev der baaret en Ligkiste lige forbi mig.«

»Ja dèt er virkelig ikke mærkeligt!« svarede Herren. »Der er mange Gange blevet baaret Ligkister forbi mig.«

»Ja men den, jeg saa, var ingen virkelig!«

Hun talte i saa underlig en Tone, at det løb den hemmelighedsfulde Spejder koldt ned ad Ryggen. Det var ham en hel Lise, da i det samme den unge Dame tog Ordet og med en blid Stemme bad Nancy ikke ængste sig. De kom ikke i Søndags Aftes?« lagde hun til.