230
CHARLES DICKENS
svine sig til igen og føre Vidnesbyrd om Forbrydelsen med ned paa Gaden. Ganske stille lukkede han Døren af, stak Nøglen til sig, og gik.
Nede paa Gaden skraaede han over paa den anden Side og saa' op, om der var noget mistænkeligt. Vinduet dækkedes af Rullegardinet, som Nancy havde villet trække op for at lade det Lys komme ind, hun aldrig mer skulde faa at se. Liget laa lige derinden for, — og hvor Solen skinnede paa det Vindu!
Men det var alligevel en Lettelse, at han var sluppet ud. Han fløjtede ad Hunden, og gik. Han slap uden for Byen og drev om paa Maa og Faa, smed sig et Øjeblik under en Hæk og søgte at sove, men rejste sig igen, og gik og gik, Mil efter Mil, uden Mod til at søge ind noget Steds. Formiddagen var ovre, Middagen var ovre, det aftnedes. Men han blev ved at gaa, som i Taaget.
Endelig, hen ad Klokken 9, og da han var fuldstændig udaset, humpede han ind i en lille Landsby og slæbte sig hen til den Kro, hvis Lys vinkede ham. I Skænkestuen sad nogle Bønder, der rykkede sammen og gjorde Plads for ham ved Kaminen. Men han satte sig hen i en Krog, og spiste og drak, og gav nu og da Hunden en Bid.
Bønderne snakkede om dit og dat, ganske ligegyldige Ting. Sikes, der havde betalt sin Fortæring, sad og halvsov i Krogen. Saa vækkedes han pludselig ved, at en ny Gæst traadte støjende ind. Det var en løjerlig Fyr, en omvandrende Bissekræmmer, som i sin Kasse havde alle mulige og umulige Ting. Bønderne begyndte straks at gøre Kommers med ham, og da han havde spist, lukkede han sin Kasse op, for paa en passende Maade at forene Nytte og Fornøjelse.
»Hvad er det for noget Skravl?« spurgte en Bonde grinende, og pegede paa nogle Pastiller i Kassen.
»De dér?« forklarede Bissekræmmeren tungerapt, »det er et aldeles ufejlbarligt og uvurderligt Middel til at fjerne alle mulige Slags Pletter, Vinpletter og Vandpletter og Oljepletter og Ølpletter og Blodpletter. — Har en Dame faaet en Plet paa sin Ære, behøver hun bare at tage én af disse Kager, saa er den klaret, — for det er Gift. Og kun 5 Øre Stykket! De er næsten ikke til at opdrive, saadan Rift er der om dem. Der er 14 Vandmøller og 6 Dampmaskiner og et galvanisk Batteri i Gang uafbrudt, og alligevel kan man ikke tilfredsstille Folk. Bare 5 Øre Kagen, — 2 Toører og 1 Enøre kan ogsaa gøre det, og 5 Enører modtages med Taknemlighed. Vinpletter og Vandpletter og Oljepletter og Ølpletter og Blodpletter, — der er en Plet paa en af de Tilstedeværendes Hat, jeg skal have taget den væk, inden han kan faa bestilt sig et Krus Øl....!«
Sikes fo'r op: »Lad min Hat være!« brummede han.
»Pletten skal være væk, Højstærede,« sagde Bissekræmmeren og blinkede til Bønderne, »inden De kan naa hen til mig! Vil De se denne tykke Plet her, mine ærede, paa Herrens Hat: enten det saa er en Vinplet eller en Vandplet eller en Blodplet —.«
Han kom ikke længer: med en Ed havde Sikes revet Hatten til sig, og fo'r ud af Stuen.
