231
OLIVER TWIST
Men da han saa mærkede, at ingen fulgte efter ham, faldt igen Raadvildheden over ham, og han vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig selv. Henne foran Brevsamlingsstedet holdt en Diligence. Han saa', det var Diligencen fra London, og halvt mod sin Vilje slentrede han hen i Nærheden af den.
Konduktøren stod og ventede paa Postsækken. En Skovbetjent kom og gav sig i Snak. »Er der noget nyt derinde?« spurgte han. »Ikke det jeg véd,« svarede Konduktøren og trak i sine Handsker. »Hveden skal være steget lidt. Og saa snakkede de om saadant et grueligt Mord. Men det var vel sagtens bare Løgn.«
»Nej,« sagde en af Passagererne, og stak Hovedet ud ad Diligencevinduet, »det er meget rigtigt. Det er et Fruentimmer, der er blevet myrdet. Man tror, at — —«
»Naada, Ben!« raabte Kusken oppe fra Bukken.
»Ja det er ogsaa Satans med den Postsæk« sagde Konduktøren. »Halløj! er I faldet i Søvn derinde?«
»Nu kommer jeg!« svarede Postmesteren og kom hurtigt ud med Sækken.
»Ja — kommer! kommer!« brummede Konduktøren. »Det gør ogsaa den Komtesse, som har i Sinde at gifte sig med mig, jeg véd bare ikke naar… Naa, endelig! Fær—dig!« Og Posthornet truttede lystigt, og Vognen rullede afsted.
Sikes stod lidt, tilsyneladende ganske ligegyldig ved hvad han havde hørt, han kunde blot ikke bestemme sig, hvor han skulde gaa hen. Omsider drev han af. Men da han saa var naaet langt ud paa den øde og skumle Landevej, kom der en saa forfærdelig Angst over ham. Han syntes, at alt, baade Genstande og Skygger, blev til uhyggelige Skikkelser, og bag ved ham, lige i Hælene, kom hun, Nancy! Han hørte hendes Kjole rasle mod Bladene, han hørte hendes Stønnen i hvert et Vindpust. Blev han staaende, saa stod ogsaa hun, løb han, saa løb hun med, — nej ikke løb, dèt vilde altid have været en Slags Lettelse! nej, som en livløs Skikkelse førtes hun frem af en enstonig, jamrende Vind. Han støttede sig op mod et Gærde: nu var Synet oppe over hans Hoved, dets Omrids aftegnede sig skarpt mod den kolde Nattehimmel. Han smed sig ned paa Jorden; nu stod det tæt op ad hans Haar, tavst, ubevægeligt, en levende Ligsten med blodig Indskrift! Han søgte ind i et Skur, der var, og prøvede paa at sove. Saa forsvandt Synet, — men i Stedet for saa' han foran sig i Mørket et Par stive, halvaabne, glansløse Øjne, der lyste og dog ikke spredte Lys! Han fo'r ud, — der var Synet igen! Han krøb atter ind i Skuret, — der var Øjnene, Øjnene!
Rystende over hele Kroppen og kold af Sved laa' han. Indtil han pludselig syntes at høre fjerne, forvirrede Raab, Lyd af virkelige Menneskestemmer — aa, hvor dèt gjorde godt! Udsigten til, at der kunde blive haandgribelig Fare, gengav ham al hans Kraft og Mod. Og han skyndte sig ud.
Himlen stod i Flammer; Luer boltrede sig i Luften, Sværme af
