235
OLIVER TWIST
»Det er en temmelig langtrukken Historie!« bemærkede Monks og flyttede sig urolig paa Stolen.
»Ja,« sagde Brownlow, »for den er sand og sørgelig; og det er kun Lykken, der er kort. — Naa! saa døde endelig en af de rige Slægtninge, for hvis Skyld Deres Fader i sin Tid var blevet ofret; og han efterlod Deres Fader sit Universalmiddel mod al Fortræd, nemlig Formue. Deres Fader maatte rejse til Rom, hvor Arveladeren var død, det var nødvendigt, at han kom selv til Stede. Næppe var han kommet dertil, før han blev dødssyg. Og ikke saasnart fik Deres Moder i Paris dèt at vide, før hun tog Dem med og skyndte sig til hans Dødsleje. Dagen efter hendes Ankomst døde Deres Fader, uden — uden at have faaet gjort Testamente. Og saaledes tilfaldt hans hele Formue hende og Dem.«
Monks havde ikke set op, men han havde holdt Vejret og lyttet i største Spænding. Nu rettede han sig paa Stolen, som om han følte sig lettet, og strøg sig med Lommetørklædet over den brændende Pande.
Brownlow iagttog ham ufravendt. »Før Deres Fader rejste til Rom,« sagde han langsomt, »kom han op til mig.«
»Det har jeg aldrig hørt noget om,« bemærkede Monks i en Tone, der skulde lyde vantro, men klang af en ubehagelig Overraskelse.
»Han kom og betroede i mit Værge forskellige Ting, deriblandt et Portræt, han havde malet af.... hin stakkels unge Pige. Sorg og Samvittighedsnag havde gjort ham til næsten en Skygge af sig selv; han talte helt forstyrret om en Ulykke og Skændsel, som han var Skyld i, og han betroede mig, at ligegyldigt hvor meget han saa skulde tabe derved, agtede han at gøre alt, hvad han ejede, i Penge, sætte en Del af den Arv, der nu var tilfaldet ham, fast for Deres Moder og Dem, og saa med Resten af sin Formue flygte ud af Landet for bestandig, — jeg forstod jo nok, at han havde ikke i Sinde at flygte alene! Ja, ikke engang til mig, hans dyrebare Søsters Elskede, sagde han mere, han lovede blot, at han skulde skrive alt. Men der kom intet Brev! Senere, efter hans Død, tog jeg ud paa den Egn, som havde været Skuepladsen for hans… Forsyndelse. Familien var forsvundet en Ugestid forinden, ingen anede hvorhen. Der var intet for mig at gøre!«
Monks kunde ikke dy sig fra at smile hoverende.
Men Hr. Brownlow rykkede sin Stol tættere hen til hans. »Da saa imidlertid Deres Broder,« fortsatte han, »som et stakkels pjaltet forsømt Barn blev af en Størres Haand kastet ind paa min Vej og blev frelst af mig — —«
»Hvad for noget?« fo'r det ud af Monks.
»Ja, af mig!« gentog Brownlow, »jeg kan høre, Deres snedige Forbundsfælle har fortiet mit Navn for Dem. Naa ja altsaa — den Gang blev jeg slaaet af, saadan en Lighed der var mellem ham og det Portræt, som Deres Fader havde betroet mig. Men saa blev Drengen stjaalet fra mig, som De jo véd — aa nej nej nej! lad mig nu være fri for Deres Benægtelser! — og det var mig ikke muligt at finde ham igen. Deres Moder var død, De var den eneste, som kunde løse mig
