236
CHARLES DICKENS
Gaaden. Man sagde, De var rejst over til Deres Plantage i Vestindien, for at undgaa Straffen for Deres lastefulde Liv her i Landet. Jeg rejste efter Dem. Men derovre fortalte man igen, at De var i London, og at De omgikkes det samme Pak, som De havde søgt sammen med i Deres Lømmelalder. Forgæves søgte jeg efter Dem, først i Dag har jeg truffet Dem.«
»Og hvad nu?« spurgte Monks frækt og rejste sig. »Hvad er alt det for Snak, De bygger op paa en indbildt Lighed mellem en lille Skarns Knægt og noget Smøreri af en Afdød?! De véd jo ikke en Gang, om der kom et Barn ud af min Faders.... Forsyndelse!«
»Nej,« sagde Hr. Brownlow og rejste sig ligeledes, »jeg vidste det ikke indtil for 14 Dage siden; men nu véd jeg alt. De har en Broder, og De véd det. Der var et Testamente efter Deres Fader, som Deres Moder tilintetgjorde, og De véd det: for De har draget Fordel af det! Der var Beviser, længe undertrykte Beviser, om Deres Broders Herkomst og Slægt, og De tilintetgjorde Beviserne, som De fortalte det bagefter til Deres modbydelige Staldbroder, Jøden!… Uværdige Søn og Løgnhals og Kryster! hvert Ord, De vekslede med den Kæltring, er mig bekendt, Skygger paa Væggen har hørt, hvad De sagde. Og nu til sidst Mordet paa den stakkels Pige, hvori De er medskyldig, i det mindste moralsk....!«
Monks var sunket ned paa Stolen igen. »Nej! nej!« mumlede han, »om dèt ved jeg intet! Jeg var netop paa Vej for at skaffe mig at vide — —«
»Indser De, at alle Deres Luskerier nu er ved at komme for en Dag? Vil De saa tale med det Gode? Vil De tilstaa i Vidners Paahør, hvad De har gjort? og blive her, indtil det er sket?«
»Naa — ja, — naar De forlanger det!« sagde Monks.
»Men De skal gøre mer endnu! De skal give Deres Broder Oprejsning! De har jo ikke glemt, hvad Deres Faders Testamente bestemte til Fordel for ham. Opfyld de Bestemmelser — og drag saa i Guds Navn, hvorhen De vil!«
Monks havde rejst sig og gik urolig op og ned ad Gulvet. Had og Frygt kæmpede om Overtaget i ham, han pønsede paa Udveje.... Saa blev Døren i det samme revet hastigt op, og Dr. Losberne kom farende ind: »De har ham!« raabte han; »han bliver taget endnu i Aften!«
»Morderen?« spurgte Brownlow.
»Javel. Hans Hund har ført dem paa Sporet. Nu er hans Smuthul omringet paa alle Kanter, Regeringen har udsat en Belønning af 1500 Kr. for hans Paagribelse!»
»Jeg lægger 500 til!« sagde Brownlow. »Men Jøden — hvad er der blevet af ham?«
»Han er arresteret, eller han bliver det om et Øjeblik!«
Brownlow vendte sig om til Monks. »Naa,« spurgte han sagte, »har De bestemt Dem?«
»Ja! Vil De saa — lade være at angive mig?«
