243
OLIVER TWIST
Men i det samme han kastede Løkken over sit Hoved for at lade den glide ned under Armene (den gamle Herre ovre paa Broen raabte højt, at nu vilde Morderen til at fire sig ned!), i det samme skottede han pludselig urolig om bag sig, slog Hænderne sammen oppe over Hovedet og udstødte et frygteligt Skrig: »Øjnene! Øjnene!« vrælte han. Som ramt af Lynet trimlede han tilbage, tabte Ligevægten, væltede ud over Kanten af Taget. Løkken laa om hans Hals. Som en Pil skød han ned; Rebet strammedes, som var det en Buesnor. Han var faldet fra en Højde af 35 Fod. Et Ryk! — en krampagtig Sprællen! — saa hang han der, med den oplukkede Kniv i sin stivnede Haand.
Den gamle Skorsten rystede ved Rykket, men holdt. Morderens Lig dinglede ind mod Muren og ud igen. Oppe paa Taget kom en Hund til Syne og løb hylende frem og tilbage; saa samlede den sig til et Spring, og sprang ned paa den døde Mands Skuldre. Men den kunde ikke holde sig fast. Den faldt, vendte sig i Faldet, og knuste Hovedet mod en Sten nede i Graven.
49.
Opgør.
Anden Dagen efter de nys fortalte Begivenheder kørte to Vogne rask hen imod Olivers Fødeby. I den første sad Oliver, Fru Maylie, Frk. Rosa, Madam Bedwin og Dr. Losberne. I den anden Vogn var Hr. Brownlow og nok en Person. — Der blev ikke talt meget undervejs. Hr. Brownlow havde forinden varsomt betroet de to Damer samt Oliver, hvilke Tilstaaelser han havde aftvunget Monks, og alle vidste, at Hensigten med Udflugten i Dag var at faa fuldført det heldigt begyndte Værk. Men den hele Sag stod dog endnu saa taaget og usikker, at man var i Spænding for, hvorledes den vilde falde ud.
Man nærmede sig til Bestemmelsesstedet ad den Vej, ad hvilken Oliver i sin Tid var flygtet. Hvor mange Erindringer strømmede ikke ind paa ham! »Se! se!« udbrød han og greb heftigt Frk. Rosas Haand og pegede ud ad Vognvinduet, »dèr er Stenten, jeg sprang over! — dèr er Hækken, som jeg gemte mig bag! — dèr er Stien hen til Filialanstalten! Aah Dick, kære Dick! gid jeg kunde se dig!«
»Du skal nok faa ham at se!« sagde Frøken Rosa. »Og saa kan du fortælle ham, at du er kommen tilbage for at gøre ogsaa ham glad.«
»Ja ikke sandt?« spurgte Oliver og halvt græd og halvt lo. »Den Gang jeg løb bort, sagde han »Gud velsigne dig!« til mig; nu skal jeg sige »Gud velsigne dig!« til ham.«
Vognen rullede ind gennem Byens snævre Gader. Dèr laa Bedemand Soverberrys Hus, ganske som det havde set ud før, bare ikke saa stort og stateligt, syntes Oliver. Og dèr kom alle de velbekendte Bygninger og Butiker! Og dèr var Fattighuset, hans Barndoms triste Fængsel,
