Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

33

OLIVER TWIST

en lille Pavse, og Hr. Noah, som var baade sulten og ondskabsfuld, mente ikke, den lod sig udfylde paa værdigere Maade end ved at drille og plage Oliver. Forhippet paa denne uskyldige Adspredelse lagde han altsaa sine Poter op paa Bordet, trak Oliver i Haaret, kneb ham i Øret, ytrede som sin Formening, at han var »en Luks«, og tilkendegav fremdeles, at han vilde gaa hen og se ham blive hængt, naar denne ønskelige Begivenhed indtraf. Da imidlertid disse og lignende Indfald ikke fik Oliver til at græde, greb Noah sig bedre an og slog sig paa det, som mange langt berømtere Hoveder den Dag i Dag slaar sig paa, naar de endelig vil være morsomme: han blev personlig.

»Naa du, Lemmedreng,« sagde han, »hvordan gaar det saa med din Moder?«

»Hun er jo død,« svarede Oliver. »Lad være og snak ondt om hende!«

Blodet fo'r ham op i Kinderne, han trak Vejret hurtigt, og der kom nogle underlige Trækninger om hans Næsebor og Mund. Alt det opfattede unge Hr. Claypole som nære Forløbere for en ordenlig Tudetur, hvorfor han fornyede Angrebet. »Hvad døde hun af, Lemmedreng?« spurgte han.

»Af Hjertesorg, sagde et Par af de gamle Koner henne paa Fattighuset,« svarede Oliver, men mest som om han talte til sig selv. Og der løb en Taare ned ad hans Kind.

»Æv-æv-æv! æv-æv-æv-æv!« vrængede Noah. »Hvad flæber du for, Lemmedreng?«

Oliver tørte i en Fart Taaren bort. »Nu kan det være nok!« sagde han; »det er bedst, De ikke taler mere om hende!«

»Hvad er'et?!« spurgte Noah. »Se til, du dyr dig, Lemmedreng! Din Moder! jo hun var saamænd en nydelig en, naada-da-da!« Og oplivet af Olivers Tavshed tilføjede han i en medlidende Tone: »Du véd vel nok selv, Lemmedreng, at — ja, nu kan det ikke gøres om, og du kunde jo for den Sags Skyld heller ikke have gjort det om den Gang, og det kan jo ogsaa være meget beklageligt for dig, men din Moder, Lemmedreng, véd du vel nok, var ligefrem et rigtigt Udskud! Hvis hun ikke var død, saa havde hun nu været i Spindehuset eller hængt eller…«

Blussende af Raseri var Oliver faret op. Han væltede Stol og Bord, greb Noah i Struben, ruskede ham, saa Tænderne klaprede i Munden paa ham, og samlede saa alle sine Kræfter og huggede ham med ét Tag ned i Gulvet. Et Minut i Forvejen havde Oliver været et stilfærdigt, blidt, forkuet lille Væsen; nu bølgede hans Bryst, han stod rank med klare, lynende Øjne, hele hans Person var som forvandlet.

»Hjælp! hjælp!« brølte Noah, »Charlotte! Madam! den ny Dreng myrer mig!«

Charlotte svarede med et højt Vræl, og Madamen med et endnu højere. Den første kom farende ind i Køkkenet fra en Sidedør, hvorimod Madamen holdt sig paa Trappen, indtil hun havde faaet Vished for, hvorvidt det ogsaa var raadeligt eller nødvendigt at gaa længere ned.