41
OLIVER TWIST
Glas Øl sat frem. Og Oliver holdt et langt, styrkende Maaltid, medens den gaadefulde unge Kavaller nu og da mønstrede ham meget opmærksomt.
»Gaar den til London?« spurgte han, da Oliver endelig var blevet færdig.
»Ja.«
»Har du Logis?«
»Nej.«
»Penge?«
»Nej.«
Den løjerlige unge Fyr gav sig til at fløjte og borede Armene saa langt ned i Bukselommerne, som hans Frakkeærmer paa nogen Maade vilde tillade. — — Oliver spurgte, om han boede i London.
»Tja, naar jeg er hjemme,« svarede Fyren, »Du vilde kanskesens gerne havt et Sovested i Nat, hva'beha'r?«
»Ja,« mumlede Oliver, »for jeg har ikke været i Seng den sidste Uge.«
»Det skal du nu ikke tude dig Øjnene ud af Hovedet efter!« forklarede Fyren. »Jeg gaar selv til London i Aften, og jeg kender derinde en rigtig nysselig gammel Herre, som giver dig Logis for ingenting, — forstaar sig, naar du bliver indført af en Sjentleman, som han kender. Og om han kender mig? Naadadada, nikke-nikke-nej, — ikke Spor!« — Hvorefter den unge Sjentleman smilte (lige som for at forklare for Oliver, at de sidste Ord havde ikke været alvorligt mente), og drak Øllet ud.
Det uventede Tilbud var altfor fristende for Oliver, saa meget mere som det straks blev efterfulgt af en Forsikring om, at den nysselige gamle Herre ogsaa vilde skaffe Oliver en god Plads. Samtalen blev fortroligere og venskabeligere, og Oliver erfor, at hans ny Ven hed Jack Dawkins, samt at Jack Dawkins var den omtalte nysselige gamle Herres særlige Øjesten. Ganske vist talte unge Hr. Dawkins' Ydre ikke meget overbevisende om den Velstand, som den nysselige gamle Herres Velvilje forskaffede hans Øjestene. Men da Jack snakkede temmelig letsindigt og lod sig forlyde med, at han blandt sine Hjertensvenner gik under Øgenavnet »Rævetampen«, saa sluttede Oliver, at den gamle velgørende Herres Formaninger havde muligvis været spildte paa Jack. Oliver bestemte altsaa, at han vilde se saa hurtigt som muligt at vinde den gamle Herres Bevaagenhed, og dersom Rævetampen viste sig at være uforbederlig (hvad han havde mer end en halv Mistanke om blev Tilfældet), saa vilde han nægte sig selv Æren af hans fortsatte Bekendtskab.
Jack brød sig ikke om at komme til London, før det var blevet mørkt, og Klokken var næsten 11, da de naaede frem til Bommen uden for Byen. De gik saa over Torve og Gader, og kom endelig ind i en, hvor Rævetampen gik hurtigt til, efter at han havde sagt til Oliver, at han skulde følge ham lige i Hælene. Det var en snæver, snavset, stinkende Gyde. Der var mange Smaabutiker; men deres hele Varelager
