44
CHARLES DICKENS
et halvt Dusin andre Uhre og Ringe og Brocher og Armbaand, og bekiggede forelsket hvert enkelt Stykke. Sidst tog han et Smykke frem, der var saa lille, at det ikke saas, mens det laa paa hans flade Haand. Der lod til at være en meget lille Indskrift paa det, thi han holdt Haanden for Øjnene og stirrede anstrengt. Men saa opgav han det, gemte Smykket igen, og lænede sig tilbage paa Stolen. »Ja,« mumlede han, »Dødsstraf er en dejlig Ting! De Døde angrer aldrig; de Døde plaprer aldrig ud med dum Snak. Meget godt for Forretningen. Fem klynget op paa Rad, og ingen tilbage til at kræve sin Part eller til at sladre af Skole…!«
Rent tilfældig vendte hans sorte, stikkende Øjne sig i det samme om ad den Kant, hvor Oliver laa. Drengen stirrede nysgerrigt paa ham. Knap et Nu mødtes deres Øjne, men dog længe nok, til at Jøden forstod, at han var blevet iagttaget. Med et Smæld smækkede han Kassen i, greb en Brødkniv, der laa, og sprang op ude af sig selv. Han rystede saadan over hele sin Krop, at Oliver, til Trods for sin Rædsel, kunde se Kniven dirre i Luften.
»Hvad?« skreg Jøden, »ligger du og lurer? Hvorfor er du vaagen? Hvad har du set? Svar, Dreng! Svar! Svar! eller du er dødsens!«
»Jeg kunde ikke sove mere, Hr....«, svarede Oliver forknyt. »De maa ikke være vred, hvis jeg har forstyrret Dem, Hr. —! Jeg vaagnede lige nu.«
»Er du ganske vis paa dét?« skreg Jøden igen og løftede Kniven truende.
»Ja, Hr. —, jeg forsikrer Dem,« svarede Oliver indtrængende, »det er sandt.«
»Saa-saa-saa, min Dreng!« sagde Jøden og slog pludselig over i sin vanlige Tone og legede et Øjeblik med Kniven, før han lagde den fra sig, ligesom for at faa Oliver til at tro, at han havde blot taget den for Spas. »Jeg véd det jo nok, min Dreng, — jeg vilde bare se, om jeg kunde gøre dig bange, — men du er en rask Dreng, Oliver, — hæ hæ hæ! rigtig en rask Dreng!« Og Jøden grinte og gned sine Hænder, men skævede dog i det samme ængstelig om efter Skrinet. »Du saa' vel ikke noget af, hvad der var i dét, min Dreng?« tilføjede han og lagde Haanden paa Laaget.
»Jo, Hr. —«
»Gjorde du?« sagde Jøden og blev noget bleg. »Ja det — det er mit, Oliver, det er min Smule Ejendom. Alt, hvad jeg har kunnet lægge til Side til mine gamle Dage! Og saa siger Folk, at jeg er gerrig, Oliver!«
Oliver syntes, at den gamle Herre maatte virkelig ogsaa være gerrig, naar han gad bo i saadan et griset Hul, skønt han havde saa mange smukke Ting. Men saa tænkte han igen, at maaske kostede Rævetampen og de andre Drenge ham ikke saa lidt, og han saa' ærbødigt paa Jøden og spurgte, om han nu maatte staa op.
»Vist saa, min Dreng, vist maa du det!« svarede den Gamle. »Se
