Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

46

CHARLES DICKENS

lystige gamle Herre puttede en Snustobaksdaase i den ene, en Tegnebog i den anden Lomme, samt et Uhr (med Kæde omkring Halsen) i Vestelommen; desuden stak han en Diamant-Brystnaal i Skjorten, knappede sin Frakke, puttede ogsaa sit Brillefuteral og sit Tørklæde i Lommen, og gav sig derpaa til at gaa op og ned ad Gulvet med Stok i Haanden, saadan som man daglig kan se gamle Herrer spadsere paa Gaden. Nu og da blev han staaende henne ved Ildstedet eller ved Døren og lod, som om han var optaget af at se ind ad et Butiksvindue. Imidlertid saa' han sig dog af og til ængstelig om, som om han var angst for Tyve, og han følte rundt paa sine Lommer, om der nu ogsaa var i dem, hvad der skulde være, — altsammen saa naturligt og pudsigt, at Oliver lo sig Øjnene fulde af Taarer derover. Drengene fulgte bestandig efter den gamle, og hver Gang han vendte sig om, smuttede de saa behændigt af Vejen, at man slet ikke kunde se, kvad de foretog sig. Tilsidst traadte Rævetampen ham over Tæerne, medens Charley trimlede ind paa ham bagfra: og i samme Nu nappede de lynsnart hans Snustobaksdaase, Tegnebog, Uhrkæde, Brystnaal, Lommetørklæde, ja endog hans Brillefuteral! Hvis den gamle Herre mærkede en af deres Hænder i sin Lomme, sagde han, hvor Haanden var, og saa begyndte man forfra paa Legen.

Da den var blevet leget en hel Del Gange, kom et Par unge Damer paa Besøg; den ene hed Betsy, den anden Nancy. Deres svære Haar var ikke sat videre pænt op, og deres Sko og Strømper var ikke synderlig nette. Egenlig smukke var de heller ikke. Men de var rødmussede og raske, og da de tillige havde et frit og indladende Væsen, syntes Oliver, at det var et Par meget fikse Piger, hvad det maaske ogsaa var.

De blev der en god Stund. Der blev sat Brændevin frem, fordi den ene af de unge Damer klagede over, at hun var helt kold indvendig, og Samtalen blev rigtig livlig og venskabelig. Men tilsidst sagde Charley, at nu var det vist bedst at se at faa lagt op, — hvilket Oliver mente maatte betyde: at gaa ud; for straks efter gik Rævetampen og Charley og Pigebørnene deres Vej. Forinden havde den rare gamle Herre nok saa venlig givet dem Penge.

»Naa, min Dreng,« spurgte Fagin. »synes du saa ikke, de har det godt? Nu skal de ud paa Livet.«

»Er de allerede færdige med at arbejde?« spurgte Oliver.

»Ja,« svarede Jøden, »med mindre de da tilfældig støder paa noget, mens de er ude, for saa kan du stole paa, de lader det ikke gaa fra sig … Tag efter dem, min Dreng, tag efter dem!« tilføjede han og trommede med Ildtangen paa Ildstedet for at give sine Ord mere Eftertryk. »Gør, som de siger dig, og følg deres Raad, navnlig Rævetampens, min Dreng! Han bliver en stor Mand engang, og han gør ogsaa nok dig til en stor Mand, naar du bare retter dig efter ham. Sig mig, stikker mit Lommetørklaede op af Lommen, min Dreng?« spurgte han pludselig.

»Ja, Hr—«

»Aa prøv engang, om du kan tage det, uden at jeg mærker det, ligesom du saa' de andre gøre, den Gang vi legede før!«